Der er mange, som er sure på Donald Trump. Og med rette. Men som tidligere såkaldt spindoktor vil jeg også gerne rette en tak til USA’s nyvalgte præsident. For han vil få disse mørkets fyrster til at fremstå som et kært og vigtigt minde fra en tid, hvor vores folkevalgte tog medierne alvorligt i den demokratiske proces.
Nu er spindoktor mig bekendt ikke nogen beskyttet titel, og jeg kender ingen, der har den stående i sin ansættelseskontrakt. Det er mere særlig, strategisk eller personlig rådgiver og pressechef og stabschef og dens slags, der står på det visitkort, der trykkes i det triste grænseland mellem Journalistforbundet, Djøf og HK, og som man bytter sig til i stedet for lønstigninger og en plads i direktionen.
Men takket være populære tv-serier som ’The West Wing’, ’House of Cards’ og ikke mindst det store staveplade-epos, ’Borgen’, har vi alle en klar idé om, hvem disse dunkle skikkelser er. Lad os endelig fremhæve Kasper Juul fra den så populære ’Borgen’. Han er arketypen. Sinister, med en ulykkelig barndom og en fortid som Kenneth, for i Danmark skal ondskab have en forklaring. Han er moralsk anløben. Manipulativ. Og en kynisk opportunist, der kan arbejde for alle.
Heldigvis – for ham – er han også satans godt begavet og helt uundværlig for den autentiske idealist, Birgitte Nyborg. Faktisk er han så magtfuld, at departementschefen i Statsministeriet bukker og går baglæns ud ad døren, når Kasper Juul kommer ind ad den.
