Vi forundres aktuelt over populisters talegaver. Fænomenet er dog ikke nyt. For snart 85 år siden, i 1932, fik den tyske filolog Victor Klemperer en indbydelse fra det italienske konsulat i Dresden til at fejre 10-året for fascismens magtovertagelse i Italien. Hyldesten fandt sted 23. oktober 1932 og skete ved fremvisning af en film om ’Fascismens tiår’. Filmen handlede om Benito Mussolini, der på det tidspunkt havde været Italiens ’fører’ fra 1922. Det skete i den sidste periode af Weimar-republikken, inden det tyske demokrati gik af lave. Klemperer var professor i romanske sprog og fransk litteratur ved Dresdens tekniske universitet.
Det var første gang, han hørte Mussolini tale, og det var også før, han fik Adolf Hitler at høre, hvilket skete 4 måneder senere. Begge talere rystede ham i en sådan grad, at han følte sig forpligtet til at nedfælde sine oplevelser i form af dagbogsnotater om nazismens fremgang i Tyskland fra begyndelsen af 1933 indtil sammenbruddet i 1945.
