Halvandet år inden Chimamanda Ngozi Adichie blev mor, modtog hun en mail fra sin barndomsveninde Ijeawle, der spurgte, hvordan hun skulle opdrage sin nyfødte datter, så barnet bliver feminist. Dette spørgsmål – og sin nye rolle som en slags feministisk orakel – tog forfatteren så alvorligt, at hun skrev et decideret manifest som svar til veninden. Disse svar udkommer nu i bogform som: ’Brev til en nybagt forælder – et feministisk manifest på femten punkter’.
Hvorfor synes du, det er vigtigt at opdrage sit barn feministisk?
»Min tilgang til feminisme er meget praktisk og meget hverdag. Mit fokus er ikke på teori, men på den måde, vi lever vores liv, hvor ideologi og virkelighed ofte clasher med hinanden. Man kan som forældre have alle mulige ambitioner i sit forældreskab, og så ender man alligevel med at købe den dukke, som barnet plager om. Jeg prøver i bogen at reflektere over de mange ting, som vi skal have ændret for kommende generationers skyld. For mig betyder det at være feminist, at jeg konstant er opmærksom og vågen, for eksempel overfor måden som vi bruger sproget på«, siger Chimamanda Ngozi Adichie på en telefon fra Washington, hvor hun bor halvdelen af tiden, mens den anden halvdel tilbringes i hjemlandet, Nigeria.
I bogen skriver Adichie om aldrig at sige ’fordi du er en pige/dreng’ til sit barn, at små piger ikke skal kaldes prinsesser, at drenge skal med i køkkenet, og at mødre aldrig skal undskylde eller have skyldfølelse over at arbejde.
