Studerende: Drop lykkepillerne – spil computer i stedet

Tegning: Mette Dreyer (arkiv)
Tegning: Mette Dreyer (arkiv)
Lyt til artiklen

Vi har overset mulighederne ved de oplevelser, vi får, når vi rejser ind i alverdens forskellige grafiske universer.

Computerspil er ikke ligegyldigt tidsfordriv eller årsag til unges aggressivitet og isolering – tværtimod.

Hvis vi bruger computerspil rigtigt, har det meget mere at byde på, end vi aner. Især til bekæmpelse af den psykiske epidemi, der plager vores samfund i dag, nemlig depression.

Depression er af Sundhedsstyrelsen beskrevet som en folkesygdom, og det formodes, at tre til fem procent af befolkningen er ramt. Depression er mange ting, men i bogen 'Reality is Broken' argumenterer forskeren Jane McGonigal for, at fundamentet til sygdommen især findes ved manglen på spænding eller positiv aktivitet, og den konstante tilstand af, at ens evner ikke føles tilstrækkelige.

I svære teenagetider har jeg oplevet kæmpe personlige succeser igennem computerspil med personer, jeg aldrig har mødt. Jeg har kunne dele en interesse i konstant udvikling med mine kammerater, hvor vi er mødtes over boss fights, som andre ville have mødtes over en øl. Men måske allervigtigst har det givet mig muligheden for at rykke mit humør i vejret på dage, hvor jeg virkelig havde brug for det.

Jo, antidepressiv medicin virker

Foran computeren oplever jeg depressionens modsætning. Her mærker jeg, hvordan spændingen konstant får mig ud på kanten af min stol, og hvordan mine evner oftest er tilstrækkelige.

Uanset om man spiller det klassiske Ping Pong eller det svære Dark Souls, så opstiller spillet en række mål, som du gennem øvelse og gentagelse oftest er i stand til at klare. Og hver gang du opnår et af de mål, belønner kroppen dig med en eksplosion af endorfiner – altså glædeshormoner.

Computerspil sørger for, at vi gennem vores egne evner kan producere glæde-on-demand hjemme i dagligstuen.

Og netop troen på egne evner er særlig vigtig nu, hvor sociale medier hele tiden frister os til at måle vores liv og egenskaber med andre. Vi konfronteres dagligt med vores 340 Facebook-venners spændende og succesfulde liv. De tager på spontan rejse til Bali, etablerer kernefamilien eller lander drømmejobbet. Og man spørger sig selv:

»Hvorfor er det ikke mig? Er det fordi, jeg ikke er god nok?«.

Mænd over 80 år har den højeste selvmordsrate

Men timerne med et virtuelt skydevåben i hånden har styrket mine evner til at sætte realistiske mål. Jeg har lært, at det er okay ikke at vinde hver gang. Jane McGonigal kalder denne evne for flexible optimism.

Altså evnen til at justere vores forventninger til den virkelighed, vi lever i. En evne, som er utroligt svær at lære, når vi lever i en virkelighed med fokus på topkarakterer, kollektive mål og fastsatte rammer.

Spil kan lære os evner, som er svære at erfare, når man løber rundt i en forvirret virkelighed. Det kan give os et humør-boost, på vores egne præmisser, når vi har brug for det. Når virkeligheden giver os lidt for mange slag i ansigtet, risikerer klappen at gå ned. Men computerspil kan give os værktøjerne til at slå igen.

Er det muligt, at behandlingen mod depression ikke er en recept på lykkepiller, men på computerspil istedet?

Simon Rasmussen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her