Kvinder med minoritetsbaggrund oplever i stort omfang at blive råbt af på gaden, antastet af fremmede mænd, forsøgt købt eller på anden vis diskrimineret på grund af deres køn og etnicitet. Racismen mod denne gruppe kvinder adskiller sig ved at være særligt sexistisk og rettet mod deres køn og seksualitet.
De ser mig som en thailuder, ikke som et menneske
Jeg er cirka 8 år. Jeg har lige stjålet 20 kroner fra min mors pung og er nede for at købe slik for tyvekosterne i den lokale Brugsen i Tølløse. En kvinde i køen kigger mærkeligt på mig og spørger »Er det ikke dig, der er købekonens datter?«. Jeg var ikke gammel nok til at vide, hvad købekone betød, men følelsen af at være beskidt, og at det var noget, jeg skulle skamme mig over, forstod jeg.
Mange år senere under Distortion gik jeg ned ad Vesterbrogade. Jeg havde tjent en god skilling ved at tage nogle billeder for en, jeg kender. Tre unge fyre gik forbi mig. Pludselig svingede den ene sin hånd frem, tog et solidt greb i mit skridt, pegede ned mod Istedgade og sagde »Istedgade ligger den vej«. Bagefter stod de og grinte og havde det for fedt. Jeg havde begået den utilgivelige fejl at befinde mig på Vesterbro og være asiat. Det var virkelig ydmygende.
