Det sker sjældent, men i dag vil jeg benytte signaturpladsen her til at komme med en god nyhed. Andelen af danskere, der er på overførselsindkomst, er den laveste i mere end 20 år. Faktisk er Danmark ifølge AE-rådet et af de lande i verden, hvor færrest står uden for arbejdsmarkedet.
Det er fantastisk. For jo færre der står uden for arbejdsfællesskabet, jo flere har glæden ved at bidrage med et meningsfuldt stykke arbejde og kunne forsørge sig selv. Samtidig vokser vores fælles muligheder for at styrke velfærden og gøre Danmark til et endnu bedre land at bo i.
Men på trods af at antallet af folk, der står uden for arbejdsstyrken, er mindre end nogensinde, kniber det med solidariteten med de uheldige.
Der er sket et kæmpe skred i danskernes syn på kontanthjælpen i perioden mellem 2011 og 2015. Det kan man læse i den nye bog ’Oprør fra udkanten’, der er skrevet af et hold af valgforskere.
Der er sket et kæmpe skred i danskernes syn på kontanthjælpen
Valgundersøgelsen viser, at middelklassen i mindre og mindre grad bakker op om velfærdsydelser, der er rettet mod de mest udsatte grupper i samfundet. Mens opbakningen til at bruge flere penge på sundhed, ældrepleje og børneområdet er stærk og stigende, så mener et flertal, at der bliver brugt for mange penge på kontanthjælp.
Folk vil hjertens gerne betale til den velfærd, de selv og deres nærmeste får direkte del i, mens de får akutte lommesmerter ved tanken om at skulle være solidarisk med de arbejdsløse og uarbejdsdygtige.
Det er underligt, når nu den generelle tendens er, at folk kommer i arbejde, så snart der er arbejde at få, og at antallet af kontanthjælpsmodtagere ifølge AE-rådet har været faldende siden 2014.
Det er uklogt, når nu mange kun selv er en ulykke væk fra at havne på noget, der ligner kontanthjælp. Selv i middelklassen er de fleste faktisk ikke mere end 22 uger fra at skulle leve af en ressourceforløbsydelse på 11.000-14.800 kr. om måneden, hvis de bliver syge og mister deres job.
Mest af alt er det dybt forstemmende, at et flertal af danskerne åbenbart bakker op om at føre en politik, der gør det langt sværere for fattige forældre at skærme deres børn mod følgerne af fattigdom.
Det er svært at forstå, at der må sidde nogen og klappe i hænderne ved tanken om, at 62.000 børn ifølge beskæftigelsesministeriet blev ramt af regeringens kontanthjælpsloft og/eller 225-timers-regel i de sidste tre måneder af 2016. Især når man ved, at selv korte perioder i fattigdom kan få store konsekvenser for børns sundhed, skolegang og fremtidsmuligheder.
Jeg har svært ved at se, at andet end uklædelige fordomme, mistro over for andre mennesker og foragt for fakta kan forklare tilslutningen til regeringens forringelser af vilkårene for de mest udsatte.
Fordomme om, hvem der kan få brug for offentlig forsørgelse (det kan vi alle sammen). Ubegrundet mistro over for medmenneskers ønske om at bidrage, på trods af at forskning udgivet i tidsskriftet Work, Employment and Society viser, at arbejdslysten er størst i de mest gavmilde velfærdsstater.
Og total foragt for historiske data, der viser, at antallet af kontanthjælpsmodtagere falder, når konjunkturerne bedres – og det nylige fald derfor ikke skyldes kontanthjælpsloftet.
Folk vil hjertens gerne betale til den velfærd, de selv og deres nærmeste får direkte del i, mens de får akutte lommesmerter ved tanken om at skulle være solidarisk med de arbejdsløse
Skriv kommentar