Jeg har for nylig købt fast ejendom i Danmark. Målet er nået, og det er dejligt. Desværre overskygges min begejstring for at eje fast ejendom af de mystiske og ugennemskuelige økonomiske udgifter, denne proces har medført.
Jeg sidder nemlig tilbage med en ubehagelig fornemmelse af at være blevet taget ved næsen af staten og mit realkreditinstitut – og vel at mærke en tagen ved næsen, som jeg skal stå ansigt til ansigt med hver eneste måned de næste 30 år.
Boligøkonom: »Jeg var ved at få kaffen galt i halsen, da jeg så, at man var begyndt at bruge F9-lån«Den første ugennemskuelige udgift kom, da jeg skulle skrive under på mine papirer, hvor jeg blev introduceret til, hvad der var et helt nyt koncept for mig, nemlig en udgift ved navn ’bidrag’ på mit realkreditlån.
Dette var og er ikke et lille bidrag, men over 1.000 kr. om måneden de næste 30 år. Her gik jeg og troede, at realkreditinstitutionen tjente på mig gennem renten – at renten jo var betalingen for mit lån men nej, jeg skal også yderligere ’bidrage’ med et højt månedligt beløb til sagens tjeneste.
Og dette månedlige bidrag ligger selvfølgelig above and beyond det beløb, som jeg også skal betale for udarbejdelse og oprettelse af lånet i det hele taget – og oprettelsesgebyret står heller ikke til en billig pris. Men jeg er dansk og jysk, så jeg synker en gang og skriver under. Sådan er det jo. Jeg føler ikke rigtig, der er andre muligheder. Stoppede det evindelig ’bidrag’ til diverse så her, var det måske til at overse, men det gør det selvfølgelig ikke.
Jeg skal også igennem overlevering af skøde. Igen en ganske udmærket pris, man er kommet frem til: 1.660 kroner i fast afgift og så lige – vupti– - 0,6 procent af købsværdien. Hvem kom på den idé?
Hvad dækker de 0,6 procent over? Jeg har købt en ældre bolig, så skødet findes allerede, der skal blot ændres navn på dokumentet.
Ny skat får boligpriser til at faldeJeg ville have troet, at ’copy-paste’ øvelsen ville være så rigeligt dækket ind af den faste afgift på 1.660 kroner. Alt ordnes digitalt via min advokat, som sammen med min sparekasse faktisk er de to billigste instanser i dette projekt ’fast ejendom’.
Der skal ikke rettes noget eller foretages andet på skødet, men tusinder af kroner skal alligevel rækkes over bordet.
Jeg får ingen detaljeret faktura, som beskriver, hvad det egentlig er, jeg betaler så mange penge for. Jeg får blot en PDF-udskrift af, hvad der tydeligvis ikke er et nyligt dannet dokument. Oprindeligt var der tale om en veksling af en håndfuld jord mellem køber og sælger. At dette kan omformuleres til en omkostning på 0,6 procent af købsværdien, overstiger selv min vildeste fantasi.
Men den mørke og dystre midte af systemets pengemaskine slutter ikke her. For fra skødeudarbejdelsens begyndelse bliver det efterhånden mere og mere tydeligt, at jeg som ejer af fast ejendom skal straffes økonomisk og betale for ydelser, som jeg rent faktisk ikke modtager værdien af. Ligesom med skødet gør det samme sig gældende for tinglysningen, som også er en kæmpe udgift, som ingen sammenligning har med det faktisk udførte arbejde.
Ligeledes bliver jeg nu stillet ansigt til ansigt med en husleje til staten, som jeg skal betale resten af mit liv som ejer af fast ejendom. Jeg skal nemlig nu til at betale ejendomsskat. Jeg får stadig ikke en detaljeret faktura over, hvad mine penge reelt bliver brugt til. Flere tusinde kroner om året skal betales i skat for, at jeg har været så fræk at købe fast ejendom. Denne løbende udgift forstår jeg simpelthen ikke. Sammen med skøde og tinglysningen føler jeg igen, at jeg betaler mange penge for noget, hvis reelle værdi ikke stemmer overens med udgiften.
Jeg kunne acceptere grundskyldsopkrævningen, specielt i mit tilfælde, hvor der er tale om køb af lejlighed og jeg derfor ikke ejer grunden, hvorpå min boligblok er bygget, men en afgift simpelt vurderet på ejendommens værdi baseret på ingen reel udgift i øjemed er faktisk at tage penge for ingenting. At tage penge bare fordi man kan.
Jeg kan da som sådan også godt forstå staten og Skat. Milliarderne i indtægt fra ejemdomsbeskatning er da dejligt at fore lommerne med, specielt når halvdelen af dem bliver smidt ud med badevandet til refusion af udbytteskat i udlandet, men hvad nu hvis de penge blev i borgernes lommer?
Så kunne vi borgere bidrage yderligere til den generelle økonomi og skabe flere arbejdspladser, som vi alle kunne få glæde af.
fortsæt med at læse
