Seniorforsker: Russerne fucker med vores hjerner

»Tidligere har vi opfattet krig som noget lineært, der f.eks. starter i 1939 og slutter i 1945. Sådan er det ikke længere. I Rusland i dag siger man: »Rusland er i krig med Vesten. Vi ved ikke, hvornår krigen begyndte, men det, vi med sikkerhed kan sige, er, at den aldrig slutter««.

Sådan siger seniorforsker ved DIIS Flemming Splidsboel Hansen i kølvandet på cyberangrebet på det danske forsvar, som forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) mener, at Rusland står bag.

Forsvarsministeren udtalte for nylig i et interview med Berlingske, at den dobbelte trussel fra Rusland i form af cyberangreb og spredning af falske nyheder er en større trussel mod Danmark end traditionel krigsførelse.

Og det er Flemming Splidsboel Hansen enig i. Han forklarer, hvordan en fremtidig krig mod Rusland er en krig, hvor der næsten ikke løsnes skud, og hvor slagene udkæmpes i medierne og bag computerne i stedet for ved fronten.

»Rusland ser sig selv som værende i krig med Vesten, men det er det, vi kalder en ikke-kinetisk krig. I Rusland ser man ikke længere det kinetiske – altså det militære – som det bærende element i krig. Altså, at vi er kommet dertil, hvor vi kan have krig, uden at der overhovedet bliver løsnet et skud«.

Den ikke-militære krigsførelse består af cyberkrig og spredning af desinformation, falske nyheder og propaganda. Cyberangreb kan have ødelæggende effekt, som da det iranske atomprogram blev sat år tilbage af et hackerangreb, men der er også hacking med det formål at skaffe kompromitterende oplysninger, som vi så under den amerikanske valgkamp, hvor Det Demokratiske Parti blev hacket.

Målrettet desinformation og spredning af falske nyheder er ikke et nyt element i krig, men det nye består i, hvor effektivt og hurtigt informationer kan spredes via traditionelle og sociale medier, forklarer Flemming Splidsboel Hansen:

»De sociale medier er det, vi kalder for en forstærker, altså at man kan sprede sin propaganda eller desinformation hurtigt, massivt og – må vi formode – også effektivt«.

For eksempel beskrives den frivillige hjælpeorganisation i Syrien ’De hvide hjelme’ i russiske medier som al-Qaeda-affilierede. Og når den information spredes lynhurtigt via traditionelle og sociale medier, kan det påvirke befolkningens syn på det vestlige engagement i Syrien, forklarer han.

»Hvis man kan påvirke den vestlige befolkning til at se det på den her måde og sige: »Hov, vi er blevet snydt – det er faktisk russerne, der har fat i den lange ende, det er dem, der kæmper mod Islamisk Stat, og vi kæmper kun for amerikanske oliefirmaer«, så er det godt for de russiske interesser i Syrien«.

I Nato frygter man det russiske propagandaapparat og potentielle cyberangreb, for det er et effektivt militært redskab, der kan omsættes til resultater i form af politisk indflydelse og magt.

F.eks. kan Rusland på langt sigt påvirke sammenhængskraften i Litauen og Letland ved at sprede information om korrupte og nepotistiske politikere. Eller via hacking indhente informationer om politiske modstandere for at komme dem i forkøbet i en forhandlingssituation.

Og det er en af grundene til, at der i Rusland i øjeblikket oprustes på det her område.

»Tanken er, at hvis man tilrettelægger det ordentligt og tænker langsigtet, dygtigt og klogt, så vil man kunne gå ind og opnå sine mål, uden at man skal træde sådan mere militært i karakter. Men man skal se kombinationen af begge dele – det kinetiske og det ikke-kinetiske – i krigen«.

Truslen mod Danmark

Skal man tro Claus Hjort Frederiksen, kommer den ikke-militære del af krigen til at fylde mere i fremtiden, hvilket underbygges af den russiske forsvarsminister, Sergej Sjojgu, der tidligere i år indrømmede, at Rusland har såkaldte ’informationstropper’. Derfor bør Forsvaret nøje overveje, hvordan de opruster i fremtiden, mener Flemming Spidsboel Hansen:

»Vi står over for at skulle modernisere en enormt stor værktøjskasse, og vi skal overveje, hvad det er, vi skal have. Der er snak om at få et missilforsvar, flere kampvogne, nye kampfly, og så er der hele cyberområdet, hvor vi også er nødt til at opruste. Vi skal kunne rigtig, rigtig meget, og vi har ikke råd til det hele«.

Og når det kommer til ikke-kinetisk krigsførelse, både hvad angår cyberområdet, desinformation og falske nyheder, er Danmark slet ikke oppe i gear, mener han.

»Hvis du sidder i Rusland og tænker: ’Hvad sker der er i partiet Alternativet?’. Så trykker man bare på en knap og sender nogle e-mails af sted, og så er der en i Alternativet, der åbner den for at se et sjovt meme – og så er man inde og kan indhente informationer«.

Der er altså behov for, at man på cyberområdet er mere opmærksom end tidligere, og ifølge Splidsboel er Forsvaret givetvis allerede i gang med en digital oprustning. Det er dog langt sværere at forsvare sig på desinformationsområdet, for i den moderne medieverden spredes rygter og nyheder hurtigere end herpes på en højskole.

»Man er i Forsvaret og centraladministrationen nødt til at have en form for knap, man kan trykke på, så man i ekstreme tilfælde hurtigt kan komme i kontakt med medierne og sige, »Kan I lige sidde på hænderne? Giv os lige to timer«. Det er selvfølgelig meget, meget sjældent, man skal trykke på sådan en knap. Men der kunne være tilfælde, hvor der kører nogle historier af en sådan karakter, at man frygter, at det kan være med til at skabe uro«.

Et eksempel på, hvordan det i praksis kan fungere, så vi tidligere i år, hvor der kørte en historie om tyske soldater, der havde voldtaget en kvinde. Myndighederne bad de store medier om at sidde på hænderne og fik historien stoppet. Angiveligt var historien plantet af Rusland for at miskreditere Nato-soldaterne i området.

En for alle og alle for en

I EU oprettede man i 2015 indsatsgruppen ’East StratCom Task Force’, som netop har til formål at kæmpe mod desinformation og propaganda fra Rusland.

Men selv om fremtidens krig i højere grad udkæmpes i vores hjerner og i computere, er Nato-samarbejdet stadig værdifuldt, siger Flemming Splidsboel Hansen.

»Nato står lige nu med en vanskelig overvejelse i forhold til, om man skal redefinere præcis, hvad krig er: Er et cyberangreb en krigshandling? Og hvornår kan vi tillade os at svare igen? F.eks. havde vi cyberangrebet mod Estland i 2007, hvor esterne forsøgte at trække Nato med ind i konflikten. Og det er jo noget, der har været gisnet meget om. At russerne kan finde på at gå op til grænsen af artikel 5 for at se, hvor Nato’s smertegrænse ligger«.

Artikel 5 er den del af Nato-chartret, som forpligter medlemslandene til at se et angreb på et af alliancens medlemslande som et angreb på alle alliancens medlemmer. Populært kaldet musketer-eden. Og vælger Nato i yderste konsekvens, at der kan føres krig uden våben, kan et cyberangreb altså anskues som en krigshandling.

»Jeg ser en bevægelse og tænkning i USA og Rusland, som jeg følger, i retning mod, at det kinetiske glider helt væk, således at det bliver på det kognitive domæne og på cyberområdet, at krigen kommer til at udspille sig«.

Men er det alt andet lige ikke bedre, at russerne angriber os med falske nyheder end med krudt og kugler?

»Helt enig. Men samtidig er det rigtig ubehageligt, fordi der foregår noget på det kognitive område. At man kæmper på virkelighedsopfattelser. Det er der jo ikke noget nyt i. Men det foregår bare på en anden og mere sofistikeret måde i dag, som er svær at identificere. Det er lidt som programmet ’Fuckr med dn hjrne’. Der er nogen, der forsøger at fucke med vores hjerner. Det tror jeg, mange mennesker synes er rigtig ubehageligt«.

Er du bekymret?

»Jeg plejede at sige, at jeg ikke var så bekymret, men jeg har faktisk ændret mening. Det, at man kan stille sig op og sige noget, som man ved, er forkert, er for mig virkelig en glidebane. Det er blevet værre inden for det seneste år – og det er ikke kun pga. Rusland. Det er simpelthen, fordi det også er kommet i mainstream vestlig politik og i vestlige medier«.