Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tegning: Philip Ytournel (arkiv)

Tegning: Philip Ytournel (arkiv)

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Tillykke med din Facebook-fødselsdag - du er blokeret

Jeg fejrer 'Facedag' i Facebookfængsel. Hvad faen er det, det medie har udviklet sig til? Et kritisk tilbageblik på et socialt medies optur og nedtur.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I morges lå der en lille video fra Facebook på min telefon, klar til morgenkaffen. Der stod: »Tillykke med din Facedag fra alle os på Facebook«. Det lyder jo mægtigt hyggeligt og familiært med et billede af en kage og et 9-tal formet i balloner, fordi jeg altså har ni års fødselsdag med Facebook i dag.

Det er bare lidt underligt at fejre min Facedag her på ryggen af flere måneders chikane og blokeringer fra Facebook.

Jeg befinder mig lige nu i en 30 dages-blokering fra det sociale medie, hvilket får mig til at reflektere over, hvad Facebook startede som, og hvad det har udviklet sig til.

Jeg var en af dem, der kom forholdsvist sent på Facebook. Alle mine venner havde været været der i årevis og prøvet at overtale mig. Jeg kunne sgu ikke helt regne ud, hvad man skulle bruge sådan et socialt medie til, mit første.

Mine veninder, som dengang var omkring de 30 år, var buldrende single og skruk, brugte Fjæsbogen, som de kaldte den, til at tjekke de lækre ud og poke hinanden i post-MySpace og pre-Tinder-dagene. Man pokede hinanden meget i de tidlige Facebook-dage. Og lavede mange foto-albums fra ferier. Kan I huske det? Hver gang nogen havde været i Thailand eller Provence, så uploadede de et kæmpe fotoalbum med 30-40 feriebilleder.

Jeg oprettede min profil i 2008. Dengang lavede man statusopdateringer, der begyndte med ens fornavn. Sådan her 'Ditte .... glæder sig til Roskilde festival'. En af mine vigtigste updates nogensinde var denne fåmælte fra 2010: 'Ditte ... har fået en baby' og så et billede af en lillebitte dreng med strikhue i hospitalssparkedragt. Det billede har fået beskedne 25 likes. Jeg havde nok ikke så mange FB-venner dengang.

Nu har jeg 1.036. Dertil kommer 6.100, der 'følger mig' og de 1.000, der har sendt mig et ubesvaret friend-request, der hænger uforløst ude i mørket, fordi jeg ikke ved, hvem de er, eller hvad jeg skal stille op med dem.

Det var vigtigt at fortælle verden om ens civilstand med et 'in a relationship with'-update eller den mere mystiske 'it's complicated'-melding om et parforhold i stormvejr

Facebook var i starten et sted, hvor man tjekkede potentielle kærester ud og genfandt gamle skolekammerater og fjollede med sine venner. Det var chokerende, da forældregenerationen kom på. Ups mor, og så taler vi lige pænt folkens! Det var endnu mere chokerende, da ens venners og søskendes børn begyndte at oprette profiler og add'e en.

Det var vigtigt at fortælle verden om ens civilstand med en 'in a relationship with'-update eller den mere mystiske 'it's complicated'-melding om et parforhold i stormvejr. Der var også i starten flest updates om dejlige kopper kaffe, sjove katte, søde børn og kærlige ord mellem kærestepar.

Senere kom emoji-alfabetet, flere slags likes og moods, og vi lærte den gyldne Facebook-regel, at jo flere hjerter og offentlige kærlighedserklæringer, der flyver mellem elskende på Facebook, jo tættere er de på en skilsmisse.

De senere år har Instagram overtaget mange af Facebooks smukke billeder, de unge snapper, og nu er Facebook for private mest løbe-resultater, indtjek i fitnesscentre og gruppe-invitationer til fødselsdage. Og råbe-debatter.

Men i de første mange år var der god stemning på Facebook, og folk hyggede sig, og det at være Facebook-venner betød som regel, at man også var venner ude i virkeligheden. Sådan er det ikke mere.

I dag er Facebook verdens største medie. Det er her, folk får deres nyheder fra. Her på Politiken kan vi slet ikke undvære Facebook, da rigtig meget af vores 'trafik' kommer via links på folks profiler. Afstanden mellem det offentlige og det private er derfor mindsket, og journalister, forfattere, kendisser, politikere og mediefolk bruger aktivt Facebook til at sælge sig selv og deres meninger.

Da Facebook-personligheden Jim Lyngvild for nylig meddelte, at han måske ville stille op til Folketinget, fordi folket havde brug for 'en ærlig og kærlig stemme', brugte han sine 145.000 følgere på Facebook som bevis for sin gennemslagskraft.

Meninger er som røvhuller, alle har et, som man siger, og man skal være en kvalificeret samtalepartner for at få min opmærksomhed nu om dage

Personligt får jeg jævnligt klager fra Facebook-brugere, der synes, at det er vildt strengt og en begrænsning af deres personlige ytringsfrihed, at de ikke må være venner med mig eller kommentere på min Facebook-profil. Jeg prøver altid høfligt at forklare, at mit job ikke er hverken at lægge profil eller messenger til fremmede menneskers holdninger til HPV-vacciner, intersektionel feminisme eller Berlingskes redaktionelle linje. De skal være så velkomne til at kommentere på politiken.dk eller på Politikens Facebook-opslag, men jeg har hverken tid eller lyst til at høre på dem.

Det afføder altid voldsomme reaktioner og beskyldninger om verdensfjerne ekkokamre. Men 'meninger er som røvhuller, alle har et', som man siger, og man skal være en kvalificeret samtalepartner for at få min opmærksomhed nu om dage.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Der er nemlig meget støj, fnidder og ballade på Facebook, der knevrer i døgndrift, hvorfor flere og flere af os tager en pause (nogle ufrivilligt ...), en digital detox eller slet og ret sletter vores profiler.

Som årene er gået, blander jeg mig også sjældent i debatter på Facebook, og jeg har meldt mig ud af alle debatgrupper og slået notifikationer fra. Det kan ødelægge en hel arbejdsdag for mig, når jeg bliver hvirvlet ind i en FB-debat. Det sker jævnligt, og selv om jeg har forsøgt at skærme mig selv så meget som muligt, så kan fremmede mennesker af en eller anden grund stadig tagge mig ved navn på Facebook og vælte ud med, hvor stort et sexistisk, asocialt, privilegeret røvhul jeg er. Og ellers sender de det da bare i en privat messenger-besked.

Jeg sidder tit og undrer mig over, hvem alle disse hadefulde eller vrede mennesker er. Jeg kan ikke forestille mig en situation, hvor jeg nogensinde selv kommer til at sende en messenger-besked til en, jeg er politisk uenig med, for at fortælle hen, at hen er verdens grimmeste lortenar. Men det sker hele tiden fra fremmede, og det er udmattende.

Men den største trussel mod Facebook, og mediets demokratiske samtaleform, er faktisk ikke de vrede nettrolde. De kan råbe og skrige og true og tilsvine. Jeg er ligeglad, og det bør I andre også være. De skal ikke have opmærksomhed, de skal ikke opleve, at deres had virker eller rammer. De skal bare lukkes ned.

Den største trussel mod Facebook er sådan set Facebook selv. Facebooks ekstremt rigide, meget amerikanske, seksualmoral og værdikodeks

Næh, den største trussel mod Facebook er sådan set Facebook selv. Facebooks ekstremt rigide, meget amerikanske, seksualmoral og værdikodeks. Det er det, der gør, at man fjerner et billede af en mor, der ammer sit barn, mens der sker hardcore og livsfarlig mobning, hævnporno, voldtægter og live-selvmord og mord på Facebook.

På det seneste har jeg, og en del debattører og journalister fra mit netværk, især kvinder, der deltager i den offentlige debat, oplevet, hvordan Facebooks nettrolde bruger Facebooks såkaldte 'fælleskabsregler' til aktivt at lukke munden på os, som de er uenige med.

Det er ingen hemmelighed, at jeg stemmer rødt og står ved et venstreorienteret synspunkt politisk, kommentaristisk og privat. Jeg har desuden beskæftiget mig indgående med køn, feminisme og seksualitet, siden jeg blev færdiguddannet som journalist for 13 år siden.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er for mit vedkommende nok især antifeminister og kvindehadere, der står bag de mange koordinerede og gentagne angreb på min Facebook-profil, der gør, at jeg fejrer denne, min 9 års fødselsdag på Facebook, i Facebook-fængsel. Denne gang i 30 dage.

Når man er blokeret, kan man se ting, men ikke kommentere, ikke svare, ikke like, ikke slå ting op, ikke besvare beskeder eller anmodninger. Facebook bliver en slags omvendt peep show, hvor man ikke selv kan deltage eller svare, hvorfor folk synes, man er mærkelig eller uhøflig og sær.

Denne blokering handler om, at jeg tilbage i 2008, hvor jeg netop havde oprettet min Facebook-profil, delte en artikel og et billede med en pik. Den kommer her. Pas nu på kære læser, at Facebook ikke ser den. Men her på pol.dk er det stadig i vores nypuritanske tid, trods Facebooks verdensherredømme, tilladt at bruge ord som pik og fisse og billeder deraf.

Var det vel så slemt? Jeg vil mene, man skal være meget sart for ikke at se komikken i en flok feminister, der gør grin med de 'nye bryster'-reklamer, som stadig her ni år senere kører rundt på landets busser.

På pol.dk er det stadig i vores nypuritanske tid, trods Facebooks verdensherredømme, tilladt at bruge ord som pik og fisse og billeder deraf.

Men tankegangen hos Facebook synes at være, at for hver gang man forbryder sig mod 'fællesskabsreglerne', som forbyder nøgenhed, så straffes man lidt hårdere hver gang. Siden jul har jeg været blokeret flere gange månedligt. Der sidder folk og gennemtrawler 9 års Facebook-opslag fra min side for at finde noget at anmelde mig for.

Den ene dag er det et nøgenbillede af min egen baby. Den næste er der nogen, der anmelder mig til Facebook for at være en anden, end den jeg er. Jeg er indlysende mig selv og ikke en anden, men anmeldelsen indleder alligevel et kafkask systemtjek, hvor jeg skal bevise min identitet og sende kopier af kørekort og pas til USA, og tilmed er blokeret, mens det står på. Næste gang er der nogen, der anmelder et ni år gammelt pik-billede. Og så videre. Det er skruen uden ende, og årsagen til at mange debattører forlader Facebook i disse år.

Og Facebook er jo smarte. Når de blokerer dig, så blokerer de også din brug af messenger, som er det beskedsystem, de fleste af os bruger til digital kommunikation i dag. SMS'ens og telefonopkaldets aftager. Egentlig synes jeg, det er skræmmende, hvor svært det er at passe sit arbejde som journalist, når man ikke må være på Facebook.

Det er her, den offentlige debat foregår. Her landets politikere melder deres holdninger ud. Hundredvis af folk skriver til mig med forslag til artikler, invitationer, interview-muligheder, forslag til læsning etc. Jeg kan heller ikke dele egen produktion fra avisen, hvilket sådan set gør, at mine artikler ikke bliver lige så læst som ellers, da færre og færre læser netavis, men mere følger anbefalede links fra netværket.

Derfor har Facebook jo fat om nosserne på os. Vi, de gamle medier, overlever ikke uden de sociale medier. Vi leverer uhyrlig meget indhold til dem, men må og skal finde os i Facebooks moralske pegefingre og anvisninger, mens de overvåger brugernes færden og klik og sælger målrettede reklamer til vores livssituation, eller hvad vi googler og skriver private besked med vores venner om.

Facebook har jo fat om nosserne på os. Vi, de gamle medier, overlever ikke uden de sociale medier

Egentlig savner jeg hverken de der prik fra fremmede eller feriebillederne. Jeg savner ikke indtjek på festivaler, gamle klassekammeraters parcelhushygge, debatter om for eller imod have-trampolin eller de mange parforholdsdeklarationer.

Jeg synes, det er dårlig stil med skanningsbilleder af fostre og upassende med den nye anmassende ultra-ærlighed, som især kvindelige Facebook-brugere dyrker i disse år med updates om alt fra skedesvamp og barnløshed til stress-relaterede depressioner, slankekure, kropshad og generel usikkerhed i livet.

Jeg synes, det er prollet, når folk laver hashtags ud af deres børns navne, og misforstået når en højrøstet diskussion på Facebook gør, at man ikke længere kan hilse på hinanden på gaden. Men jeg er for faen også gammel og fra den gamle skole, og jeg kan bare lade være med at følge jer. Og vice versa.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Derimod savner jeg, at Facebook vågner op og tager sit kæmpe ansvar på sig. I er nu verdens største medie, faktisk aktivt medvirkende til at de gamle mediehuse, og dermed det publicistiske grundlag, dør langsomt og erstattes af fake news, løgn og hurtige holdninger. Men modsat disse medier har I intet moralsk kodeks, bortset fra 'vi vil ikke se nøgne kroppe'.

I er medansvarlige, når jeres puritanske antifællesskabsregler kan misbruges af politiske modstandere, kvindehadere, racister og nettrolde.

I skal sørge for, at folk ikke kan oprette hadegrupper mod navngivne personer. I er moralsk og praktisk forpligtet til at stoppe det, når folk bliver ofre for koordineret chikane. I skal tage ansvaret for hadefulde grupper, hævnporno, trusler, had og børn, der onlinemobbes dagligt.

Hvad vil I gøre ved det?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden