Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
»Dagpengesystemets tilgang til arbejdsløse understreger, hvor individualiseret problemet efterhånden er blevet«, siger Sabina Pultz.
Foto: Martin Lehmann

»Dagpengesystemets tilgang til arbejdsløse understreger, hvor individualiseret problemet efterhånden er blevet«, siger Sabina Pultz.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ph.d.-studerende bag stor undersøgelse: Arbejdsløse må droppe skammen og stå ved deres status

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Skal årtiers heksejagt på arbejdsløse bringes til ophør, må de arbejdsløse i langt højere grad stå ved deres status og samle kræfterne i kampen for bedre forhold.

Sådan lyder opfordringen fra ph.d.-studerende ved Københavns Universitet Sabina Pultz, der på mandag forsvarer sin ph.d.-afhandling i socialpsykologi om unge dagpengemodtageres syn på sig selv og dagpengesystemet.

Hendes forskning bygger bl.a. på 39 dybdegående interviews med arbejdsløse under 35 år, og her er tendensen klar: Ledighed betragtes i dag som et personligt problem, som de fleste arbejdsløse skammer sig over.

»Den neoliberale idé om, at det er individets eget ansvar at have et arbejde, har lagt sig tungt over dagpengesystemet siden de første aktiveringstiltag i begyndelsen af 1990’erne. Hvor det tidligere var samfundets skyld, at nogen stod uden job – det var jo uundgåeligt i et kapitalistisk samfund – er det i dag den enkeltes egen skyld: ’Hvis du ikke har job, er det nok dig som person, der er noget i vejen med’, tænker mange. Det har gjort arbejdsløshed til et moralsk og ofte skamfuldt anliggende for den enkelte, og resultatet er, at mange arbejdsløse i dag slet ikke vil stå ved, at de er arbejdsløse, eller identificere sig med andre arbejdsløse. Det er blevet en ’taberklub’, som en af mine arbejdsløse interviewpersoner udtrykker det«.

Hvorfor er det et problem, at de arbejdsløse skjuler sig?

»Fordi det svækker dem gevaldigt – både som udsat gruppe og psykisk som individer. Der finder i disse år en omkodning sted på det danske arbejdsmarked, hvor folk, der formelt set er arbejdsløse, i stigende grad kalder sig ’freelancere’, ’aktiv jobsøgende’, ’mellem jobs’ eller ’klar til nye udfordringer’. Det er særlig udtalt i de kreative brancher, hvor det såkaldte prekariat af løst- og projektansatte reelt står uden fast indtægt store dele af tiden. Det gør den politiske mobilisering næsten umulig, fordi de arbejdsløse ikke har en samlet modstemme, der kan stille krav og gøre oprør«.

De arbejdsløse må simpelthen bide skammen i sig og stå ved deres arbejdsløshed?

»Det er for mig at se den eneste farbare vej, hvis de ønsker at ændre tingenes tilstand. Der har i snart 25 år været en meget entydig tendens til, at sikkerhedsnettet og vilkårene for arbejdsløse forringes, og hvis den tendens skal stoppes, må de arbejdsløse selv mobilisere en modstand. De arbejdsløse er simpelthen for sårbare, hvis de kommer ind i dagpengesystemet uden at ville vedkende sig deres status eller have noget med andre arbejdsløse at gøre«.

Mig A/S

Ifølge Sabina Pultz bærer a-kasserne, der står for udbetaling af dagpengene, en stor del af ansvaret for, at arbejdsløshed i dag betragtes som et personligt anliggende. Det er nemlig især a-kasserne og deres jobkonsulenter, der bombarderer de ledige med krav om ’at arbejde med sig selv’, så man bliver mere attraktiv for virksomhederne.

»Dagpengesystemets tilgang til arbejdsløse understreger, hvor individualiseret problemet efterhånden er blevet. Der lægges op til, at de ledige kigger indad og arbejder med sig selv og deres personlighed, og de bliver på kurser med titler som ’Personlig branding – Mig A/S’ trænet i udfarende adfærd, i at virke passionerede og dedikerede og i at bruge deres netværk aggressivt. Jeg har ligefrem hørt nogen få det råd, at ’du skal voldtage dit netværk’. I stedet for at fokusere på de arbejdsløses faglige kompetencer og italesætte den omstrukturering af det danske arbejdsmarked, der er i gang i disse år, og som i stigende grad lukker ned for fastansættelser, fokuserer a-kasserne entydigt på, hvad du som ledig selv bør gøre for at virke mere attraktiv«.

Der har i snart 25 år været en meget entydig tendens til, at sikkerhedsnettet og vilkårene for arbejdsløse forringes, og hvis den tendens skal stoppes, må de arbejdsløse selv mobilisere en modstand

Hvorfor er det et problem?

»Det er et problem, fordi virksomhedernes afvisning af dine ansøgninger så opfattes som en afvisning af din person snarere end af din faglige profil. Det vækker nogle selvbebrejdende tendenser hos den arbejdsløse, som i sidste ende kan føre til en fundamental tvivl på, hvad der nogensinde skal blive af én. Det er dybt problematisk, når al forskning viser, at arbejdsløse i forvejen døjer med et skidt mentalt velbefindende«.

Men giver det ikke meget god mening, at de ledige lærer at fremstå initiativrige og attraktive, hvis det er det, der skal til? Sådan har det vel altid været?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg er ikke i tvivl om, at dagpengesystemet har velmente intentioner med alle disse empowerment-teknikker, hvor den enkelte skal lære aktivt at tage ansvar for sin arbejdsløshed. Problemet er, at det er noget, som alle i dag opfordres til at gøre hele tiden. Selv introverte personer, som finder det dybt grænseoverskridende og ubehageligt at skulle sælge sig selv, bliver bedt om at læse en ’selvhjælpsbog til introverte’ og komme ud over stepperne«.

»I forbindelse med min forskning interviewede jeg tre arbejdsløse ingeniører, som spurgte mig, som er ph.d. i psykologi, om jeg kendte nogle jobåbninger inden for ingeniørfaget. Det studsede jeg virkelig over, for selvfølgelig gjorde jeg ikke det. Men det var meget tydeligt, at de havde fået at vide af deres a-kasse, at de i alle sammenhænge skulle spørge, om der var en åbning. Det med at skyde så bredt og være så aggressiv tror jeg virkelig ikke er gavnligt for nogen. Det er en meget udmattende praksis, og der opstår ikke flere jobs af den grund«.

Men hvis aggressiv networking rent faktisk kan skaffe én et job, bør man så ikke gøre det?

»Networking kan i mange tilfælde skaffe én et job. Det, jeg forsker i, er, hvilken psykisk virkning networking har på den enkelte arbejdsløse, og her ser vi, at mange finder det dybt grænseoverskridende og ubehageligt. En interviewperson beskrev, at hun på et kursus fik at vide, at når hun ringede til et firma for at søge job, skulle hun ændre det sidste ciffer i telefonnummeret, så hun kom igennem til en anden person i virksomheden, som ikke var vant til at tale med ledige og derfor ikke sad med paraderne oppe. Det skulle angivelig forbedre hendes chancer for at få en fod indenfor, lød rådet. Det blev min interviewperson fortørnet over. Det påvirkede hende decideret negativt gennem længere tid, og hun endte med at boykotte kurset. Folk, der ikke i forvejen har blik for den slags metoder, lærer det altså ikke ved at få den slags opfordringer«.

Brug for en helt anden tilgang

I samarbejde med den amerikanske sociolog Ofer Sharone arbejder Sabina Pultz nu på at udvikle en model, der kan skrue ned for det herskende fokus på individets ansvar og indsats i det danske dagpengesystem. Modellen bygger på en gruppebaseret tilgang til de arbejdsløse, hvor jobkonsulenter bruger mindre tid på at bebrejde den enkelte og mere på at tale åbent om de mange negative sider af tilværelsen som langtidsledig.

»Jobkonsulenterne skal forstå, at den måde, som de taler til de arbejdsløse på i dag, ofte er decideret kontraproduktiv og efterlader mange alene tilbage med en følelse af meningsløshed. Vores model går kort fortalt ud på, at jobkonsulenterne efteruddannes og trænes i at have kontakten og samtalen med de ledige på helt andre præmisser. Samtidig skal der indføres gruppesessioner, hvor de arbejdsløse i grupper på f.eks. 12 personer får mulighed for at tale åbent om deres frustrationer og dele deres erfaringer med andre. Man har afprøvet modellen på arbejdsløse i Boston, og effekten har været ganske positiv – både for de fremmødtes velbefindende og for deres evne til at komme i job«.

Jobkonsulenterne skal forstå, at den måde, som de taler til de arbejdsløse på i dag, ofte er decideret kontraproduktiv og efterlader mange alene tilbage med en følelse af meningsløshed

Får de ledige det bedre af at tale om, hvor dårligt de har det?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det er klart, at det ikke må gå hen og blive en tudeklub. Men hvis man griber det rigtigt an, er jeg sikker på, at den tilgang skaber mere velfungerende og motiverede mennesker, end man får i dag, hvor de arbejdsløse mødes med mistillid, trusler om at miste dagpengene, hvis de gør det mindste forkert, og endeløse opfordringer til at sælge sig selv. Den frygtdiskurs er psykologisk set en katastrofe«.

Skiftende regeringer og de økonomiske vismænd har alle konkluderet, at de strammede dagpengeregler rent faktisk virker: Flere langtidsledige kommer i job. Taler det ikke for, at måden, dagpengesystemet fungerer på i dag, er den rette?

»Hvis målet bare er at få folk ud af dagpengesystemet hurtigst muligt, så virker det, ja. Hvis man samtidig har en ambition om at behandle folk værdigt og med respekt, så lykkes det mindre godt«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden