»Hvordan skulle jeg komme til København? Det kan jeg jo ikke?«, svarede den nu terrordømte pige fra Kundbysagen, da hun blev spurgt af en mandlig pædagog, hvorfor det dog var hendes skole i Fårevejle, der skulle bombes og ikke et andet og mere prestigefyldt sted i København.
Svaret – og hele det forløb, som Kundbysagen blotlagde – vidner om, at vores forståelse af terrorisme er løbet i offside. Når en 15-årig selvskadende og psykisk sårbar pige, som åbenbart ikke kan finde ud af at tage toget fra Fårevejle til København, bliver set som en trussel mod vores samfundsmodel, er det på tide at stoppe op og genoverveje, om ikke vores forståelse af terrorisme er forkert.
Sådan blev Salman massemorder: Briterne var advaret om bombemandens terror-tankerDen dominerende forståelse af terrorisme bygger i høj grad på, hvordan vi i Vesten opfattede og fortolkede terrorangrebet 11. september 2001. Al-Qaedas forskellige terrorangreb blev alle betragtet som et resultat af minutiøs planlægning og funderet i en sammenhængende verdensopfattelse.
Al-Qaeda radikaliserede islamismens ideologi under kampen mod Sovjet i Afghanistan og fandt i begrebet ’jihad’ en retfærdiggørelse af en evig kamp mod Vesten. Ligesom revolutionære kommunister tidligere havde fundet belæg i specielt Lenins skrifter for venstreorienteret terrorisme.
Denne fortolkning havde mange rigtige elementer. Mohamed Atta, en af piloterne i 11. september-angrebet, bad og læste intensivt i Koranen op til angrebet, og hans afskedsbrev var fyldt med religiøse referencer. Han så tydeligvis sine handlinger som en politisk modreaktion mod et USA, som han og al-Qaeda mente dominerede Mellemøsten i al for høj grad.
Den vigtigste årsag til, at denne meget ideologiske og politiske fortolkning af terrorisme vandt indpas, skal dog findes hos os selv. Efter at have kæmpet en kold krig mod kommunismen i hele efterkrigstiden, var det oplagt at se truslen fra al-Qaeda i det samme lys.
Kommunismen var et sammenhængende ideologisk projekt, der direkte udfordrede det liberale demokrati i Vesten. De mange forskere og meningsdannere, der havde specialiseret sig i ’totalitarisme’, kunne efter nogle års forvirring i midt-1990’erne genfinde deres leitmotif om en kamp mellem frihed og totalitarisme. I stedet for kommunismen var det nu islamismen, der var fjenden.
Hassan Al-Banna og særligt den radikale Sayyib Qutb blev støvet af og brugt som forklaringsramme på terroristernes handlinger. De mange forskellige bombeangreb, der fulgte i kølvandet på 11. september, blev set som politiske handlinger, udført med henblik på at gøde jorden for en islamisk stat (hvad end det så vil sige).
Derfor blev svaret fra politikerne – gentaget i uendelighed, hvor end terroren ramte – at terroren »er et angreb på vores værdier«, »på vores frie samfund«, »på demokratiet« og »på vores levevis«. Derfor blev mindehøjtidelighederne også omdannet til demonstrationer til fordel for demokratiet. Det er karakteristisk, at man indledte arrangementet ved Krudttønden efter Omar El-Hussains mord på Dan Uzan og Finn Nørgaard med ’Man binder os på mund og hånd’. En klar reference til Anden Verdenskrig og kampen mod en anden totalitarisme, nazismen.
Men er terrorismen virkelig et angreb på vores demokrati og samfundsmodel, sådan som nazismen og kommunismen var det? Er det ikke at give Omar El-Hussein og andre for meget kredit?
Sandheden er jo, at trods adskillige terrorangreb de sidste 10-20 år fungerer vores demokratiske institutioner i bedste velgående. Folk går stadig til koncerter på trods af Bataclan, flyver med fly på trods af 11. september, og sågar Charlie Hebdo spytter stadig grove satiretegninger ud.
Kampen mod terror handler også om frihedTerroren er modbydelig, morderisk, og for de pårørende er den en altomvæltende tragedie, der præger resten af deres liv. Men det er ikke en trussel mod vores demokrati, samfundsmodel eller vores levevis. Langtfra.
Der har altid eksisteret mennesker med svære personlige problemer, som har fundet mening i at udføre voldelige handlinger. Se bare på de mange skoleskyderier, der har hærget USA de seneste år. Det er på tide, at vi holder op med at se dette som storpolitik, men i stedet begynder at betragte det som et socialt og sundhedsmæssigt problem.
Forestillingen om terrorisme som en kamp mellem Vesten og islamistiske mørkemænd gør kun den politiske vold mere interessant og tillokkende for ensomme og psykisk forstyrrede unge. Det er jo i bund og grund det, Kundby-sagen handler om: En ung psykisk sårbar pige blev fascineret af terrorismens univers med dens forestillinger om jihad, martyrdom og revolution. Begreber, som hun knap nok forstod, men som tilførte hendes ensomme tilværelse et formål, en pirrende spænding og en mulighed for at hævde sig.
I stedet for at bære ved til denne fascination af et storslået opgør mellem politiske ideologier med patosfulde taler om demokrati og vestlige værdier, så lad os i stedet afdramatisere terrorismen.
Lad os flytte opgaven med terrorbekæmpelse fra forsvars- og udenrigsministeriet til sundheds- og socialministeriet og gøre terrorismefænomenet til en del af velfærdsstatens behandlingssystem.
Vi er så gode i disse år til at finde på nye diagnoser. Hvorfor kan vi ikke lade Sundhedsstyrelsen udarbejde en diagnose for f.eks. delusional political violence syndrome? På den måde kan terrorisme finde sin plads blandt andre former for psykiske problemer, og vi ville måske være i stand til at hjælpe pigen i Kundby-sagen i stedet for blot at straffe hende.
fortsæt med at læse
