Jeg var en af dem, der var til stede i Paris i 2015, da FN forhandlede den såkaldte Paris-aftale på plads.
Paris-aftalen var en vigtig politisk milepæl, ikke så meget på grund af dens reelle indhold (som mange mener er sært uforpligtende og vag), men på grund af den signalværdi, der lå i aftalen.
De 195 deltagende stater nåede nemlig til enighed om at anerkende klimaforandringernes alvor i forhold til menneskelivet på jorden- og de lovede at forsøge at få deres drivhusgasudledning ned, så den globale opvarmning kunne blive under de famøse 2 grader.
Stemningen på gaden i Paris blandt miljøaktivisterne var anspændt under Paris-topmødet, blandt andet fordi flere store miljøorganisationer havde varslet massive protester.
Vi ventede, at der ville komme optøjer, men det gjorde der ikke, netop fordi de deltagende lande i sidste øjeblik nåede til enighed. Ikke mindst på grund af pres fra Kina og USA - og fordi den franske stat, overraskende, tillod demonstrationer, selv om Frankrig på daværende tidspunkt lå i undtagelsestilstand efter et terrorangreb.
Men der hang en tung sky over os på gaden, en forudanelse, og mens alle jublede på de politiske scener, sad mange af os sådan lidt desorienterede og så til.
Da jeg kom hjem fra Paris, blev jeg mødt af en mur af glæde og optimisme. I stort set alle medier blev Paris-aftalen fejret som en dundrende succes. Et gennembrud på klimaområdet og som en game changer i forhold til både den grønne omstilling og den politiske stemning på klimaområdet.
Selv var jeg mindre glad. Selv var jeg mindre optimistisk. Men når jeg luftede min mistro til politikerne og min tvivl i forhold til Paris-aftalen, fik jeg at vide, at jeg skulle tænke lidt mere optimistisk.
»Glæd dig«, sagde folk, og jeg prøvede virkelig at tro på det. Hvorfor? Fordi det var for hjerteskærende IKKE at tro på det.
Klimaforandringerne er nemlig, for mig, et spørgsmål om sorg og et spørgsmål om tab. Ikke så meget om co2-udledninger og ikke så meget om tekniske termer, ikke så meget om spin og politik, men sorg. Vaskeægte sorg.
Og angst. Og vrede.
Sagen er nemlig den, at mine børn og dine børn og deres børn kommer til at vokse op i en verden, hvor havene er fulde af plastic. Allerede nu er 1/3 af kendte vanddyrearter ifølge WWF udrydningstruede.
Der er aldrig uddøet så mange dyrearter på en gang siden dinosaurtiden. Man taler om 'mass extinction'. Bjergtoppe sprænges af kulmineselskaber. Moser drænes, floder opdæmmes, regnskoven fældes, fredede områder bebygges, grundvandet er fuld af gift, og der er sprøjtemidler og penicillin i vores mad. Dyrene spændes fast i store industrilandbrug, og traktorerne kører op af, og henover, gravhøjene.
Naturen skal effektiviseres. Optimeres. Ligesom os. Vores indre liv og vores dagligdag; høj produktivitet, høj produktivitet!
Børnene kommer til at vokse op i en verden, hvor vildskaben - det vilde- får mindre og mindre plads, indtil der til sidst, frygter jeg, ikke er mere tilbage.
Og det er ikke kun på grund af klimaforandringerne og de manglende politiske ambitioner, det er også grund af os.
Vi instrumentaliserer naturen. Manipulerer den efter behov og forstår den ud fra disse.
Som en gammel bedstemor på plejehjem: Vi kommer der næsten aldrig.
Tilbage til Paris-aftalen. Trump, som på Amerikas vegne, lige har trukket sig fra aftalen, mener, at klimaforandringerne er et fupnummer, opfundet af kineserne. Jeg ved ikke, hvad han tror, deres motivation skulle være, men jeg ved, at der findes noget, der hedder fakta. Så her er lidt fakta til klimafornægterne:
Klodens temperatur stiger. Polerne smelter. Havene bliver varmere. Vejret bliver mere og mere ustabilt. Dette er videnskabeligt etablerede forhold.
Det har følgende konsekvenser:
1. Vi har bygget en verden på en infrastruktur, der ikke vil være i stand til at kapere disse forandringer. Vi har bygget vores motorveje, togstationer, huse og fødevareproduktion ud fra beregninger, der ikke tog højde for tørke, oversvømmelse, jordskælv og superstorme. Vi troede, at verden, som vi kendte den, ville vare ved.
2. Afgrøder vil slå fejl. Det vil ramme de fattigste lande hårdest, fordi de ikke har den buffer og det sikkerhedsnet, som vi har. De kommer ikke i længden til at acceptere, at vi sidder heroppe og hygger os med alle ressourcerne og forventer at kunne opretholde den samme levestandard, mens resten af verden ryster. Og spørgsmålet, det store, etiske spørgsmål, er, om de skal? Der vil komme social uro.
Mennesket er det dyr, der tilpasser sig. Vi har undergået ekstreme forandringer som art på relativt kort tid. Det, der altid har bragt os videre, var vores evne til at tilpasse os, tænke kreativt og finde på løsninger. At vi i det hele taget reagerer. Det er dét, og kun dét, der har bragt os hertil.
Vi kan ikke reagere, før vi anerkender, at der er et problem. Øjne der ser. Vejrende snuder i luften. Ørene til jorden.
Første skridt er at anerkende, at problemet eksisterer, og det var derfor, at Paris-aftalen var så vigtig og næsten for god til at tro på. For første gang blev klimaforandringerne politisk italesat som noget, vi måtte reagere kollektivt på.
I det perspektiv er det ikke specielt relevant at diskutere om klimaforandringerne er menneskeskabte eller ej. Det relevante er at diskutere, hvordan vi vil reagere på det, vi registrerer.
Så det der sker nu, med USA der trækker sig fra Paris-aftalen, og vores lokale politikere der vil anlægge forurenende havbrug og forhøje grænseværdierne i drikkevandet ... Det gør mig så vred. Men så snart mennesker bliver vrede, så behøver man ikke ikke lytte til dem længere.
Så nu prøver vi noget andet. Jeg siger dig dette, med min allersødeste, milde stemme og mit allerpæneste tandspastasmil: Lad ikke de kommende generationer sige om os, at vi døde uden at kæmpe.
fortsæt med at læse
