Rasmus Hedegaard husker, hvordan han betragtede sin datter, der havde sat sig hulkende på gulvet. Han var netop begyndt på sin barsel, og den seks måneder gamle piges heftige gråd intensiverede det kaos, han havde i hovedet. En afmagt, et tomrum, et stort rod, som han havde svært ved at få greb om. Hvad var der galt med ham? Hvorfor havde han så svært ved at styre sit raseri? Var han i gang med at fucke noget op for evigt, når hans vredesudbrud gjorde lille Sigrid ked af det og bange?
»Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle håndtere mine følelser. Så jeg begyndte at tage meget ud med min kammerat. Vi brugte mange aftener i mit studie, hvor vi lavede musik og festede. Det var min bedste måde at håndtere det på«, fortæller 29-årige Rasmus Hedegaard.
