»Jeg finder desværre heller ikke noget hjerte«. Den sætning er stadig det første, jeg hører, når jeg lukker mine øjne. Selv sad jeg forstenet og stirrede på den lille skærm i det kridhvide skanningslokale på Rigshospitalet. Tiden var gået i stå. Jeg blev ved med at stirre på den forbandede skærm i troen på, at Livs fine lille hjerte snart ville dukke op og banke lystigt af sted, som det havde gjort så ofte før. Der måtte jo være tale om en fejl.
Men denne ene gang var det ikke skanneren, den var gal med, eller lægen, der bare ikke kunne finde vores livlige lille baby.
