Hver generation har sit eget minde om en sejrsrus. Følelsen af glæde, vildskab – og måske vantro, der former en fælles identitet på tværs af sociale og kulturelle skel. Således har EM-sejren i 1992 også formet dem, der oplevede den på nært hold.
Sejrsbegrebet knytter sig ellers historisk set først og fremmest til sejre vundet på slagmarken over frygtindgydende fjender. Den slags har der ganske vist ikke været mange af i det sidste par århundreders danmarkshistorie, men mindre kan også gøre det: Sejren i Fredericia i Treårskrigen, hvor danske regeringstropper i 1849 vandt over den slesvigholstenske oprørshær.
Idrætschefer: Suset fra EM-finalen i ’92 runger stadigGenforeningen i 1920, der oplevedes som en stor sejr – selvom den var resultatet af en på mange måder menings- og sejrsløs verdenskrig. Og befrielsen – som bestemt ikke var vores egen sejr, men alene opnået i kraft af andres kamp for os – blev af dem, der gennem radio og aviser fulgte de allierede indtog i maj 1945, oplevet som en stor og vigtig sejr. Og derfor fejret fremdeles.
Fodbold er ikke krig, og tyskerne var ikke længere fjenden, da Danmark i 1992 vandt EM. Men sejrsfølelsen var næsten den samme for alle, der oplevede den på tæt hold. En stærk kollektiv erindring af den slags, der skaber historie.
For i dagene og månederne efter landsholdets sejr formedes en fortælling, der hurtigt ophøjede en banal fodboldkamp til selve symbolet på en ny tid. Sejren blev til en fælles beruselse for os, der var vokset op i slagskyggen af ungdomsoprøret, og som med den kunne sige endegyldigt farvel til 80’er-tristesse, ungdomsarbejdsløshed og post-industrielle tømmermænd. Og goddag til en verden, hvor det uventede for første gang i mange år også kunne være positivt.
Europamesterskabet udløste en sejrsrus, der forplantede sig langt ud over fodboldfanatikernes rækker og indvarslede en tid, hvor det igen blev stuerent at være optimist. Vi gjorde det sgu.
Men gu gjorde vi ej. Som sædvanlig blev vi hjulpet godt på vej af andre. Sådan er det nemlig, når et lille land, der har vundet langt de fleste slag uden store lidelser og tab, besejrer sin fjende takket være andres uheld. Måske er det derfor, vi ofte mindes vores sejre med en lille bismag i munden.
Heinrich fejrede EM-heltene på Rådhuspladsen: »De er knap så fulde den her gang«For nok spillede Ricardos EM-hold da udmærket fodbold. Og vist var den danske modstandsbevægelse både velorganiseret og modig i sin kamp mod tyskerne under Anden Verdenskrig, ligesom de dansksindede i Slesvig sammenbidt protesterede mod preusserne mellem 1864 og 1920. Men objektivt set er der tale om ganske små danske sejre.
Heldigvis er historie i høj grad en konstruktion, og derfor har det efter 1992 været muligt at skabe historien om en stor og vigtig EM-sejr – en historie, der gennem genfortælling, dokumentar og drama har styrket følelsen af et højdepunkt i nyere dansk historie.
Man skal være et surt asen for ikke at få et smil på læben ved erindringen om glæden og overraskelsen i 92. Derfor bør hver generation opleve en kollektiv sejrsrus – uanset om sejren er fortjent eller ej. For den er ganske enkelt med til at skabe et historisk pejlemærke, der i modsætning til politiske og økonomiske påvirkninger af historien er blottet for rationalitet. Det er selve følelsen, vi husker, og det er ud fra denne stærke oplevelse, vi efterfølgende kan konstruere historien om en stor bedrift.
-------------------------
Rettelse: I en tidligere version stod der, at Udfaldet fra Fredericia fandt sted i 1859.
fortsæt med at læse
