Jeg har blandet mig i den offentlige debat i mere end fem år. I den periode har jeg gjort en stor dyd af at indgå i debatter med folk på Facebook om islam, integration, terror og meget andet. Det har jeg gjort, fordi jeg havde en oprigtig tro på, at det faktisk gjorde en forskel, og at der var en sandsynlighed for, at jeg kunne rykke noget. Men den seneste tid er jeg begyndt at sætte alvorligt spørgsmålstegn ved, om Facebook gør meget andet end at stimulere en masse egoer – mit eget inklusive.
Tidligere spindoktor: Bliv på Facebook, Søren Pind!Der har i mange år hersket en udbredt idé om, at Facebook er et moderne forsamlingshus, hvor den demokratiske debat trives i bedste velgående. Men gør den virkelig det? Mit indtryk er, at de fleste mennesker har et sæt af holdninger og værdier, som ikke er til diskussion. Derfor handler debatten på Facebook i virkeligheden om, hvem der kan debatknockoute modstanderen først. Det er en virtuel boksekamp, og det har intet med debat at gøre.
Debat for mig er to mennesker, som går ind i en diskussion med et åbent sind og anerkender muligheden for at ændre holdning, hvis modpartens argumenter er stærke. Men hvor tit oplever vi egentlig det? Hvor tit har man oplevet, at en person skrev, at jeg tog måske fejl, og du havde ret? Nej, fronterne er trukket skarpt op, og ofte kan man sågar udlægge modstanderens ’ondsindede’ motiver uden nogensinde at have mødt personen i virkeligheden.
Konsekvensen er, at jeg nu er stoppet med at indgå i debat med især to grupper mennesker. Den første gruppe mener, at jeg er en ulv i fåreklæder, som bare venter på at kunne indføre kalifatet ad bagvejen. Se bare på mit skæg – det er det ypperste bevis! Denne gruppe ville ikke ændre holdning til mig og mine synspunkter, om jeg så tog en bid af en levende gris svøbt i bacon, mens jeg bællede fem liter øl lige foran dem.
Den anden gruppe består af radikale islamister, som mener, at jeg lefler for de vantro og derfor er frafalden. Skægget er bare falsk varebetegnelse, som I ikke skal lade jer snyde af.
Begge grupper har en idé om, at jeg er forpligtet til at interagere og debattere med dem, så snart de poster en kommentar, uagtet hvor perfid og usaglig den måtte være. Men man har altså ikke automatisk ’ret’ til at få et svar eller kræve, at jeg eller andre indgår i alskens debattråde. Det er vigtigt, at man ikke forveksler min skepsis over for facebookdebatter med en manglende lyst eller evne til at svare på kritiske spørgsmål. Det gør jeg hjertens gerne, når jeg næsten dagligt er ude at møde danskerne i forsamlingshuse og på skoler og gymnasier over hele landet.
Islam og muslimer skal underlægges den samme nidkære behandling og kritik, som vi underlægger alle andre emner i den danske offentlighed. Men der er en verden til forskel på saglig kritik og motivforskning.
Der er ingen tvivl om, at Facebook har bidraget med meget godt til den offentlige debat. Sociale medier har utvivlsomt givet en stemme til en dansk under- og middelklasse, som tidligere ikke havde adgang til dagbladenes debatspalter.
Tre enkle råd: Sådan undgår du, at din tid på Facebook er totalt spildFacebook er derfor et fremragende supplement, men må aldrig nogensinde erstatte det fysiske møde mellem mennesker. Kald mig reaktionær og gammeldags, men det fysiske møde ude i de danske forsamlingshuse kan alt det, som alverdens sociale medier ikke formår. Her oplever jeg en oprigtig og kritisk dialog om alt mellem himmel og jord.
Vigtigst af alt oplever jeg en grundlæggende og gensidig respekt uagtet politiske uenigheder. Jeg har til dato til gode at opleve en person blandt publikum rejse sig og kalde mig for perkersvin, landsforræder, terrorist eller vantro. Ikke desto mindre er det hverdagen på Facebook krydret med alvorlige trusler mod min person.
Jeg skal ikke sætte mig selv op på et for højt piedestal. Jeg har selv været slem til at gå i automatisk konfrontationsmode mod mennesker, jeg aldrig har mødt. Nærmest dagligt bliver jeg forarget over en eller anden kommentar og går i gang med at formulere et svar for så kort tid efter at slette det hele og lukke ned for computeren.
Mit ydmyge ønske er derfor blot, at man trækker vejret et øjeblik og spørger sig selv, hvad motivationen er for at gå ind i en given debat.
Vi har i Danmark en lang tradition for kritisk debat, men debat bør aldrig være debat for debattens skyld. Som den spanske forfatter og filosof Baltasar Gracián formulerede det: Lad være med at stille dig på den forkerte side af et argument, blot fordi din modstander står på den rigtige side.
fortsæt med at læse
