Tidligere spindoktor: Bliv på Facebook, Søren Pind!

Lyt til artiklen

I de senere år er det kun gået én vej for politikerners tilstedeværelse på Facebook: I takt med at flere og flere danskere bruger timer på at tjekke telefon, tablet eller computer, har politikerne været nødt til at følge med.

Men nu tyder noget på, at der er et opbrud på vej. Mange lokale og nationale politiske skikkelser har gjort sig offentlige overvejelser om deres (overfor)brug af sociale medier. Flere har annonceret, at de har begrænset og målrettet deres tilstedeværelse online.

I weekenden meddelte Søren Pind, at han helt dropper sin facebookside. I forståelsen af moderne politisk kommunikation er det en betragtelig nyhed. Med sin magtfulde position i regeringen og Venstre er Pind den mest centrale, hjemlige politiker, der helt dropper Facebook.

Søren Pind forlader sine 42.320 Facebook-følgere

Ifølge hans – måske sidste – opslag på Facebook, er der flere årsager til hans fravalg. Han nævner bl.a. Facebooks notoriske forsøg på at opmuntre til merforbrug af tjenesten. Den styrende algoritme er f.eks. berygtet og hadet for sin uforståelige opbygning. Men vigtigst: For Søren Pind har brugen af Facebook betydet, at han læser færre bøger og skriver færre sammenhængende tekster. Noget, han som intellektuelt fyrtårn ellers har været kendt og respekteret for.

I min optiker Søren Pinds valg modigt, men ærgerligt. Det skriver jeg, selvom jeg respekterer hans beslutning. Den bygger på værdifulde og nødvendige overvejelser.

Når han f.eks. skriver, at denne tid har brug for »sammenhængende ting og langsomhed, ikke fragmentering og hast«, kunne han næppe ramme mere rigtigt. Det også derfor, man bør være kritisk, når folk – og især topministre – overforbruger sociale medier. De bør især bruge deres tid på at tænke, lægge strategier og regere på nationens vegne.

Tillykke med din Facebook-fødselsdag - du er blokeret

Men helt at fravælge Facebook er ærgerligt. Når mere end 70 pct. af danskerne er aktive på Facebook, går Søren Pind glip af en væsentlig mulighed for at formidle sine politiske overvejelser. Det vil være vanskeligt eller direkte umuligt at nå så mange forskellige danskere via de gamle medier. Det er ærgerligt for Søren Pind, men i virkeligheden også for demokratiet som sådan.

Tendenser i hele den vestlige verden viser, at anti-objektive medier vinder frem og sætter dagsordenen. Samtidig formår de mest skingre og unuancerede opslag og personligheder ofte at sætte den politiske dagsorden. Det er træls, men at give op er ikke løsningen.

Vi har brug for tænksomme mennesker som Søren Pind som del af debatten. I stedet for helt at logge af bør han, ligesom alle os andre, kæmpe for at få Facebook til at fungere i den personlige og professionelle hverdag.

Michael Johnson

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her