Jeg sagde mit job op før jul og har ikke arbejdet siden 1. februar. Min mand betaler de faste omkostninger, og ellers lever jeg af det, jeg har sparet op af min gode hyre undervejs.
For nylig spadserede vi rundt i München, hvor min mand bor og arbejder halvdelen af året for sin egen virksomhed, og talte om min fremtid og mit forsøg på at skrive en bog.
»Så længe det går, som det går med virksomheden, behøver du ikke bekymre dig om at tjene penge lige foreløbig«, sagde han og mente det godt.
»Men det bekymrer jeg mig overhovedet ikke om«, fløj det ud af munden på mig.
»Hvis jeg også skal bekymre mig om at tjene penge, kan jeg slet ikke koncentrere mig«, fortsatte jeg.
»Jeg har ...«, begyndte jeg, og min mand fortsatte: »... arbejdet hele dit liv«. Og det har jeg ved Gud. Arbejdet, altså.
Jeg voksede op hos min mor, som forsørgede mig og min seks år ældre søster. Det var i fattig-80’erne, og alle var en smule på røven, så man lagde ikke så meget mærke til, at vi ikke havde råd til de store udskejelser. Vi var aldrig på charterferie eller boede på hotel, og vi delte en bil med min mors veninde og gik meget sjældent på restaurant. Min mor puklede i forskellige lederjobs i staten, men det var, inden man fandt på at lønne offentligt ansatte i departementer og styrelser bare nogenlunde, så hun var langtfra ved muffen.
Om aftenen, når jeg skulle sove, krøb jeg ind i min mors seng, som var forbundet til vores stue med en dobbelt glasdør. Inde fra mørket kunne jeg se min mor sidde bøjet over stakke af ringbind og papirer og diktere breve og notater ned i sin lille diktafon. Dagen efter afleverede hun de små kassettebånd til sin sekretær, som skrev dem rent på maskine.
Skraldlatter og hygge
Hun sad ved vores spisebord, Børge Mogensens klassiske shakerbord fra FDB, som jeg i dag har stående på mit arbejdsværelse og skriver ved nu, fordi min mor er død. Det var det bord, hun sad og græd ved for 35 år siden, aftenen inden hun skulle fyre en medarbejder, fordi han havde taget af kassen.
I det hele taget var bordet arena for mange tanker, bekymringer og slid, men heldigvis også for skraldlatter og hyggelige middage.
Jeg fik lommepenge, vel fik jeg det, men hvis jeg skulle have råd til walkman og makeup, skulle der en anden slags penge til, og dem måtte jeg tjene selv.
Da jeg var ni år gammel, fik jeg derfor mit første job. Det begyndte med, at jeg passede børn hos de kommunister, som havde købt vores lejlighed, da vi flyttede hen i et lillebitte hus længere nede ad vejen. Deres undulat kunne sige ’Rød front!’, og hvis man ikke lagde et lagen over buret om aftenen, blev kampråbene ved i mørket, hvilket var lidt uhyggeligt.
Jeg har aftjent min værnepligt, kontorlivet fik mine bedste år
Min mor var bagvagt ved telefonen de første gange – jeg var trods alt kun 9 år og uprøvet barnepige, men der gik ikke lang tid, før jeg kunne både skifte og made deres lille baby, Eva, som i dag sikkert er ved at få grå hår ligesom jeg.
Da jeg var 11 år gammel, begyndte jeg at omdele Frederiksbergbladet. De store stakke med aviser og reklamer blev smidt udenfor vores dør, og mine hænder blev sorte af tryksværte, mens jeg traskede gade op og gade ned med villabyens pamflet.
Jeg betalte skat fra den først tjente krone – der var ikke noget med frikort eller den slags til et skilsmissebarn. Min far betalte børnebidrag, og det bidrag trækkes den dag i dag i barnets frikort, selv om barnet aldrig ser en krone, fordi moren bruger pengene på mad, realkredit, klaverundervisning og elregninger.
Burger King og kirkesang
Jeg supplerede avisruten med at hente en dreng fra skole tre dage om ugen og høre ’Radio Rita’ med ham, indtil hans mor kom hjem, og da jeg var 14 år gammel, skaffede min søster mig et job på Burger King på Rådhuspladsen. Jeg fik 52 kroner i timen og mere på en søndag, skulle stadig betale skat af hele baduljen, men jeg var lykkelig for at slippe for avisruten.
Allerede fra 2. g boede jeg mere eller mindre alene, da min mor var flyttet til Oslo med sit nye job. Jeg fik lommepenge fra en cigarkasse, der blev bestyret af min mors veninde, som også hjalp med tøjvask, varme måltider og en snak.
Jeg fik et nyt velbetalt job som kirkesanger, der betød, at jeg kunne stoppe på Burger King, men også at jeg måtte pjække fra timerne for at synge til begravelser i arbejder- og pensionistkvarteret i ydre Valby.
Af de knap 1.700 kroner, jeg tjente hver måned, sparede jeg 100 op, som jeg lod stå på en særlig bankbog. Jeg var flyttet i et lejet værelse og købte mad og tøj selv, mens min mor hjalp med huslejen.
Når jeg ikke havde råd til kaffe, neglede jeg lidt fra min udlejer, men i dag tror jeg i virkeligheden, hun lod dåsen og kaffefiltret stå fremme for at være flink. Hun var også enlig mor uden en klink på lommen.
Efter studentereksamen fik jeg fuldtidsarbejde som tjener på restaurant A Porta på Kongens Nytorv, hvor drikkepengene på en god aften løb op i 100 kroner, så jeg pludselig altid havde penge på lommen. Min kæreste og jeg var flyttet sammen på hans lille kollegieværelse, og efter jeg blev uvenner med restauratøren, levede vi igen af mine penge fra kirken og min kærestes SU. Det betød, at vi stort set kun ernærede os af havregryn, som blev tilberedt både varmt og koldt og med rosiner, hvis det skulle være vildt.
Jeg blev gravid og fik barn, og mens jeg var på orlov, sendte kommunen os en check på et tusind kroner hver uge. Vi havde aldrig været rigere og kunne pludselig købe kaffe og hakket kød, men bleer til den lille var ekstravagant, så vi vaskede stofbleer i vaskekælderen i stedet. Da jeg skulle i gang igen efter et halvt års orlov, genoptog jeg tjansen i Aalholm Kirke, men fik derudover et vikariat på fuld tid i Magasin, hvor jeg solgte Pillivuytskåle og Ole Palsby-tag-ting i seks uger.
I en periode gik jeg direkte fra middagsbordet ind til computeren for at arbejde videre, inden børnene fra mit andet ægteskab skulle lægges i seng.
Jeg blev skilt og havde mere brug for penge end nogensinde før. Efter første del på jurastudiet måtte jeg bide i det sure æble og få noget erhvervsrelevant arbejde og stoppede i kirken efter otte gode år. Nu inddrev jeg gæld i inkassoafdelingen på et advokatkontor, og på studiets sidste etape brugte jeg min sommerferie som fuldmægtig på prøve hos et estimeret advokatfirma på Rådhuspladsen. Inden de sidste ni karakterer var i hus, fik jeg tilbudt fastansættelse, som jeg begyndte på umiddelbart efter eksamen, og min kontorkarriere var hermed skudt i gang.
Fra middagsbordet til computeren
Nu var det mig, som sad bøjet over sagerne, og som rejste med tunge mapper rundt til retskredsene i Danmark for at sætte folk fra hus og hjem i oprydningen efter 80’ernes mange skattefiduser.
Min administrative, juridiske karriere har ført mig vidt omkring, fra advokatkontoret på Rådhuspladsen, Dansk Arbejdsgiverforening, et job som tv-vært og senere leder i en iværksættervirksomhed i mediebranchen til et direktørjob på Vega, nogle år som selvstændig advokat og senere leder for afdelingen for Ekstern Produktion & Rettigheder på TV 2.
Jeg har svaret på e-mails dag og nat og arbejdet aftener og søndage for at kunne nå det hele. Jeg har procederet for højesteretsdommere og lagt arm med mediebosser og producenter og ligget søvnløs over mus-samtaler og medarbejderes personlige problemer. Jeg har aflagt årsregnskab, lagt budgetter, forhandlet med sponsorer og haft det tunge ansvar at afskedige ikke så få (undskyld).
I en periode gik jeg direkte fra middagsbordet ind til computeren for at arbejde videre, inden børnene fra mit andet ægteskab skulle lægges i seng.
Men nu tror jeg, det er slut.
Da min mor gik på pension, var overgangen fra arbejdslivet hård, og statustabet stort, men hun holdt sig beskæftiget med nye ting, maleri, coaching, rejser og et utal af venner. Hun begyndte at ringe til mig i dagtimerne og forstod ikke, hvorfor jeg ikke havde tid til at snakke. Jeg spurgte hende, om hun fortrød, at hun havde arbejdet så meget og for eksempel aldrig holdt en fridag, når jeg var syg.
Hun kiggede forundret på mig: »Nej, overhovedet ikke. Det havde slet ikke været muligt for mig at gøre det anderledes«.
Hun accepterede ikke præmissen om, at karrierekvinder skulle have dårlig samvittighed, og da slet ikke over for deres børn. Det var simpelthen det, der skulle til for at klare sig. Min mor endte dog med at opfordre mig til at skære ned på arbejdet, for selv hendes travleste år kunne ikke stå mål med nutidens arbejdspres, hvor man altid er til rådighed for at besvare e-mails.
Nu er det eneste kontor, jeg har planer om at sidde i, pladsen ved min mors gamle shakerbord. Jeg modtager nødigt opkald og går ugerne til møder. Jeg har aftjent min værnepligt, kontorlivet fik mine bedste år, og jeg har kunnet købe sofaer og rejser for pengene og har brødfødt mine børn, thank you very much. Men nu mangler jeg ikke noget og vil ikke arbejde for nogen. Jeg er closed for business, finito, kaput, færdig og taget på en forlænget ferie, der forhåbentligt varer altid.
Tilbage står min kontorstol og snurrer for åbent vindue, mens papirstakken med sager blafrer i vinden.
Skriv kommentar