0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hvor bliver oprøret mod forskruede kropsidealer af? Frem med de lange bryster og det slatne maveskind, damer

Hurra for slatne maveskind, lange, slappe bryster og alle de andre ’uperfektheder’, der fortæller historien om et levet liv. Nu må vi vise kommende generationer af døtre, at kroppe kommer i alle former.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Philip Ytournel
Foto: Philip Ytournel
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der sad vi så. På café i indre by og nød en for denne sommer sjælden solstråle. Hele København var ude, og midt i min islatte løber min snart treårige datter hen i favnen på mig og flår begejstret op i min bluse og udbryder højlydt »jeg vil lege med mors mave«.

Der sad jeg så og flashede min bløde englænderhvide mave med dens løse hud og deller. Foran hele København.

»Nej, ikke nu, Viola«, forsøgte jeg at afværge legen med og stak hende fluks min telefon, så hun kunne sidde og fordybe sig i hjernedøde YouTube-videoer, mens jeg kiggede forlegent rundt omkring for at se, hvor meget af København der havde set maveoptrinnet. Ingen så forargede ud, heldigvis. Men jeg havde vist ikke lige fået forklaret Viola, at ’mavelegen’ kun er noget, vi leger derhjemme. For indrømmet – jeg ligger desværre selv under for samfundets herskende flad-mave-tyranni, når jeg færdes offentligt.

Noget er gået grueligt galt, når selv min 62-årige mor ikke vil vise sig nøgen foran min datter

Mavelegen, jeg altså helst leger derhjemme, er en selvopfundet leg, hvor dellerne på maven kan snakke, og navlen kan spise små barnefingre. Legen har den bevidste bagtanke, at min datter skal vænne sig til synet af alle slags kroppe.

Hun skal kunne se det dejlige og naturlige i en tyk mave lige såvel som i en tynd. Vi er også tit i bad sammen, hvor hun får lov at nærstudere mine tilsyneladende fascinerende bryster, der efterhånden har bøjet sig i støvet for tyngdeloven og har set bedre dage; hvis man altså sammenligner sig med bloggermiljøet på Instagram.

I en gruppe af mine veninder har vi givet hinandens bryster navne. Min venindes små, strittende ungpigeherligheder går under ’Paris’ og ’Britney’ efter Paris Hilton og Britney Spears. Mine er så døbt ’Marge’ og ’Angie’ efter Margaret Thatcher og Angela Merkel.

Jeg har netop meldt datteren til svømning og tænker, at den ugentlige tur i DGI-byen ikke kun har til formål at lære Viola at svømme, men at det eksponerer hende for endnu flere kropstyper end sin mors bløde mave derhjemme. I svømmehallens omklædningsrum er vi alle lige. Her står sporty, glatte FitnessFreja side om side i badet med BedstemorBævrearme og FeministFrida med den sorte dusk langt nede af inderlårene. Jeg hylder, at man kan tage i svømmehallen og se dem alle, når nu mediebilledet repræsenterer et så ensidigt kropsideal.

Min største bekymring ved at have fået en datter er, at hun vokser op med et forskruet skønhedsideal, der kun prædiker, at der findes én rigtig kropstype, nemlig den slanke og atletiske, der – med få undtagelser – dyrkes i overmål på de sociale medier og i dameblads- og reklameverdenen.

Noget er gået grueligt galt, når selv min 62-årige mor ikke vil vise sig nøgen foran min datter. Min mor har født et enkelt barn, gennemgået et par operationer for navlebrok og det løse, og så har hun tabt et større antal kilo. Det kan ses på hendes krop, der byder på overflødigt maveskind, hængebryster og mormorarme – alt andet havde været mærkeligt.

En formiddag sidste år, da hun steg ud af badet, sagde hun, at hun hellere måtte gå ind på værelset for at klæde sig på, fordi hun ikke ville vise sig nøgen foran min datter. Hun ville skåne Viola for synet af sin krop. Jeg blev gal. Ikke på min mor, men på, at det vanvittige fokus på perfekte kroppe tilsyneladende også har fået tag i min ’gamle’ mor, der er så ked af sin krop, at den ikke engang kan vises for en lille pige. Det havde jeg ikke set komme. Det er blandt andet hendes generation, der har været frontkæmpere for en kropslig frigørelse af fucked up idealer fra en anden verden. Men har den kamp været forgæves, siden antallet af spiseforstyrrelser ifølge tal fra Socialstyrelsen aldrig har været højere, end det er i dag?

Jeg spurgte min mor, om hun ikke havde lyst til at klæde sig på i stuen foran sit barnebarn, netop fordi hun skal vænne sig til, at kroppe kommer i alle former, og at der ikke er noget, der hedder en rigtig eller en forkert krop. Det gjorde min mor så.

Hurra for mavelege og mormorarme, for svømmehallernes fælles omklædningsrum og for Marge og Angie og alle de andre forskellige kroppe, der er derude, som alle repræsenterer et mangfoldigt kropsbillede og ikke mindst fortæller en personlig historie om et levet liv.

Men jeg savner, at debatten om bikinikroppe og kropsidealer rækker lidt længere ud end bare et par pip i avisernes debatspalter i ny og næ. Måske jeg selv skulle starte med at lade min datter lege maveleg ude i offentligheden. For jeg kan alligevel ikke lade være med at undre mig over, hvorfor det egentlige opgør med vores forskruede kropslige skønhedsidealer udebliver.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts