Danmark giver sig selv ord for at være et foregangsland på det humane område. Vi var de første, der forbød slavehandel – det var i 1792. I 1967 var vi på barrikaden igen, denne gang med et ministerielt cirkulære, som afskaffede fysisk vold mod børn i skolen.
Hjemme kunne danske forældre stadig svinge tugtens ris og mishandle deres børn uden at komme på kant med loven, indtil revselsesretten blev afskaffet i 1997. At slå sine børn for at opdrage dem til lydighed og straffe dem for at have handlet forkert er da ikke mishandling, har jeg ikke desto mindre hørt en dansk folkekirkepræst sige.
Hvad er det så?
Hensigten er helt utvetydigt at tilføje barnet smerte for at få banket ind i dets bevidsthed, at det forkerte gør ondt.
Et af formålene med den sorte pædagogik var at aflede barnets opmærksomhed fra motiverne til de voksnes handlinger. Det gjaldt om at få barnet til at indse det forkerte i dets egne behov og ønsker – for barnets egen skyld, hed det.
Afstraffelse anses af de fleste for at være naturligt og selvfølgeligt.
De er selv blevet straffet, så længe de kan mindes og måske endnu længere – fra de små såkaldt harmløse tjat over pilfingrene til de større endefulde og øretæver.
Et barn kan muligvis afrettes eller opdrages til at lystre. Men hverken vold, tvang, formaninger, prædikener eller trusler kan stimulere et barns evne til at elske. Man kan bearbejde et barns sociale bevidsthed og præge og påvirke det til at blive en god medborger, en tapper kriger, en rettroende kristen, muslim, jøde, buddhist, nazist eller marxist – men ikke til at være et frit og levende selvstændigt væsen.
Vold, pædofili og andre krænkelser af børn finder sted i et omfang, som svarer dårligt til idealforestillingerne i en kultur, der opfatter sig selv som overordnet og højtudviklet. Er omfanget af børnemishandling stigende eller blot ikke aftagende? Det står hen i det uvisse.
Min søn fortæller hver dag om skideballer, der har væltet ham og ødelagt hans skoledag. Hvorfor må staten krænke mit barn?Måske får vi bare mere at vide end før også på dét område, fordi mediernes sensationsbehov skal mættes.
Og når en udbredt børnemishandling vækker udbredt indignation, er det så på grund af mishandlingen, eller fordi den bliver afsløret?
En almindelig måde at forholde sig til ubehagelige sandheder på er afvisning og fornægtelse.
Men virkeligheden lader sig ikke altid bortforklare. Børnemishandling er genstand for omfattende forskning, og stadig flere læger, pædagoger og psykologer har lært at gennemskue de mange løgnehistorier, som forældre præsenterer dem for om deres børn, der er faldet ned ad trapper og borde og har fået blå mærker og brækket arme og ben – camoufleringer af vold, som ofte har været livstruende og på længere sigt sjæleligt invaliderende.
fortsæt med at læse
