Elite- og demokratiforskere: Centrum-venstre skal tøjle eliten og give borgerne større indflydelse

Centrum-venstre mangler akut svar på, hvordan man øger borgernes demokratiske indflydelse på samfundet. Derfor er det tankevækkende, at Christian Jensen som chefredaktør for Hørups gamle avis ikke gør det oplagte: blæser til fornyet kamp for demokratiske reformer.

I sit essay 10.9. om centrum-venstres idékrise understreger Christian Jensen ufrivilligt problemets omfang. Essensen af Jensens firepunkts-program er (lidt karikeret): Vi skal turde drømme; vi skal tro på EU; det er synd for de fattigste; og så et eller andet med, at vi skal være klar, når 3D-printerne kommer.

Det nøgleord, der derimod er fraværende, er et, som både Politikens medstifter Viggo Hørup og Socialdemokratiets ideologiske indpisker i mellemkrigstiden, Hartvig Frisch, uden tøven ville have sat øverst på dagsordenen: den evige kamp for demokratiet.

Altså et samfund, hvor alle borgere i fællesskab – snarere end de få og mægtige – sætter retningen for den politiske og økonomiske udvikling. Et samfund med en tæmmet elite, som danser efter borgernes pibe snarere end omvendt.

Både socialdemokratiet og Radikale Venstre opstod ud af en folkelig bevægelse, der havde som hovedmålsætning at skabe et demokratisk Danmark og gøre op med resterne af enevældens politiske ufrihed, sådan som de fremstod i provisorietiden under Estrups godsejervenlige embedsmandsdiktatur.

Det er værd at minde om nu til dags, hvor de to partier i årtier har været magtpartier, der i perioder har stået for det systembevarende snarere end det visionære.

For både Socialdemokratiet og Radikale Venstre var målet via demokratiske institutioner at tæmme en arrogant magtelite, der regerede uden hensyn til den bredere befolkning. Kampen for social retfærdighed – visionen om et samfund uden fattigdom og dybe klasseskel – var så tæt forbundet med projektet om demokratisering, at man slet ikke kunne forestille sig det ene uden det andet.

Begge partier kom, så og begejstrede – fordi det parlamentariske projekt havde opbakning i stærke demokratiske bevægelser i befolkningen, ikke mindst hos arbejder- og andelsbevægelsen. Med den parlamentariske succes kom centrum-venstre tættere på magten. Og det gav pote. Markante levevilkårsforbedringer for almindelige mennesker fulgte.

Men spørgsmålet er, om man i dag er kommet for tæt på. Er centrum-venstre i sit forsvar for de fremskridt, man har opnået, gået i symbiose med den gamle magtelite af erhvervsledere, adelsfolk og embedsmænd? Og er det denne symbiose, som forhindrer dem i at formulere nye, positive projekter for, hvordan samfundet kan demokratiseres yderligere?

Spørgsmålet er, om ikke Socialdemokratiets og Radikale Venstres ledere er blevet kustoder for en mølædt version af de tidligere demokratiske indrømmelser, den øvrige elite har givet?

Begge partier er røget i en blindgyde, fordi de har tabt forbindelsen til en vigtig del af deres egen historie som anti-elitære partier. Hvis de for alvor ønsker at slippe ud af rollen, skal de finde tilbage til rødderne og sætte yderligere demokratisering på dagsordenen.

Ja, faktisk er det deres forbandede pligt at gøre det i en tid, hvor folks afmagt – ikke mindst over for en ukontrolleret global økonomisk elite – slår over i politisk afmagt, hvor stadig flere vælger at vende demokratiet ryggen og kalde på ’stærke mænd’.

Spørgsmålet bliver så selvfølgelig: Hvordan kan man i 2017 i praksis udvide demokratiet i Danmark?

Vi kommer gerne med konkrete bud, så vores opsang ikke bliver en gratis omgang. I vores nye bog,’Tæm Eliten’, fremlægger vi to forslag. Forslag, der kunne gennemføres temmelig hurtigt, hvis der var politisk vilje til det.

Begge forslag bygger på det borgerlige ombud, det vil sige demokratiske pligter og poster fordelt ved lodtrækning. Eksisterende demokratiske organisationer – særlig de politiske partier – er nemlig ikke længere gode fora for almindelige borgere, men er indrettet til karrieremindede partisoldater. Der er brug for en hurtig og direkte adgang til politisk deltagelse og indflydelse. Det giver lodtrækningen mulighed for.

Det første forslag er at genindføre et parlamentarisk andetkammer i form af et Borgerting med 300 tilfældigt udtrukne danskere. Ideen ville nok ved første øjekast chokere salig Hørup, der jo i kampen for parlamentarisme som bekendt insisterede på princippet, om ’ingen over og ingen ved siden af Folketinget’. Men som det politiske system har udviklet sig de seneste årtier, er der ikke meget ’folk’ tilbage i Folketinget – og her tror vi, Hørup ville være enig.

Målet med Borgertinget er at give lovgivningsprocessen en vitaminindsprøjtning, der vil få partierne til at tage borgernes perspektiver mere alvorligt. Borgerne skal bringes i en position, hvor de kan holde eliten i ørerne, når de plejer egne særinteresser eller ikke er i stand til at forvalte kompetent. Tænk: salget af ’Dong Energy’ eller skandalen i Skat, og man har en idé om, hvor et Borgerting ville have været gavnligt.

Hvis et lovforslag efter grundig diskussion ikke kan finde opbakning blandt et forum af tilfældigt udvalgte danskere, har det ingen gang på jorden og må forkastes.

Borgertinget er et brud med partitoppenes monopol på den politiske magt, men det er ikke et massedemokrati, hvor folk stemmer efter mavefornemmelser. Borgertinget er baseret på samtale og dialog mellem borgerne i tinget og de rådgivere, de henter ind. En samtale, der ikke er plaget af de særinteresser, magteliten er spundet ind i.

Vores andet forslag går på en lov om samfundsrepræsentanter ved siden af medarbejderrepræsentanter i alle større danske virksomheder. Samfundsrepræsentanterne skal udpeges af almindelige borgere. På den måde flyttes demokratiet og fællesskabets interesser ind i den private sektor.

De værdier, der skabes i den private sektor, skabes altid i et nært samspil med og afhængighedsforhold til resten af samfundet. Derfor må samfundet også have en klar stemme i bestyrelserne, hvor det meste af værdiskabelsen i dag foregår, uden at det demokratiske fællesskab er involveret.

Det forslag burde være kræs for et parti som Socialdemokratiet, hvis historiske udgangspunkt netop var at bygge det sociale demokrati – borgernes fælles styring af samfundets økonomiske liv – med det politiske demokrati som fundament.

Der er ikke her plads til at udfolde detaljerne i de to forslag, men visionen er klar: Eliten skal tæmmes, og demokratiet skal blomstre. Centrum-venstre skal huske, at dets mission ikke er at være ansvarlige forvaltere af fortidens sejre i magtens maskinrum, men at arbejde for et levende og stærkt demokrati. Det gør vi ikke med hensigter eller justeringer, men ved at give borgerne tøjlerne.