Centrum-venstre mangler akut svar på, hvordan man øger borgernes demokratiske indflydelse på samfundet. Derfor er det tankevækkende, at Christian Jensen som chefredaktør for Hørups gamle avis ikke gør det oplagte: blæser til fornyet kamp for demokratiske reformer.
I sit essay 10.9. om centrum-venstres idékrise understreger Christian Jensen ufrivilligt problemets omfang. Essensen af Jensens firepunkts-program er (lidt karikeret): Vi skal turde drømme; vi skal tro på EU; det er synd for de fattigste; og så et eller andet med, at vi skal være klar, når 3D-printerne kommer.
Det nøgleord, der derimod er fraværende, er et, som både Politikens medstifter Viggo Hørup og Socialdemokratiets ideologiske indpisker i mellemkrigstiden, Hartvig Frisch, uden tøven ville have sat øverst på dagsordenen: den evige kamp for demokratiet.
Altså et samfund, hvor alle borgere i fællesskab – snarere end de få og mægtige – sætter retningen for den politiske og økonomiske udvikling. Et samfund med en tæmmet elite, som danser efter borgernes pibe snarere end omvendt.
Både socialdemokratiet og Radikale Venstre opstod ud af en folkelig bevægelse, der havde som hovedmålsætning at skabe et demokratisk Danmark og gøre op med resterne af enevældens politiske ufrihed, sådan som de fremstod i provisorietiden under Estrups godsejervenlige embedsmandsdiktatur.
Spørgsmålet er, om ikke Socialdemokratiets og Radikale Venstres ledere er blevet kustoder for en mølædt version af de tidligere demokratiske indrømmelser, den øvrige elite har givet?
Det er værd at minde om nu til dags, hvor de to partier i årtier har været magtpartier, der i perioder har stået for det systembevarende snarere end det visionære.
For både Socialdemokratiet og Radikale Venstre var målet via demokratiske institutioner at tæmme en arrogant magtelite, der regerede uden hensyn til den bredere befolkning. Kampen for social retfærdighed – visionen om et samfund uden fattigdom og dybe klasseskel – var så tæt forbundet med projektet om demokratisering, at man slet ikke kunne forestille sig det ene uden det andet.
Begge partier kom, så og begejstrede – fordi det parlamentariske projekt havde opbakning i stærke demokratiske bevægelser i befolkningen, ikke mindst hos arbejder- og andelsbevægelsen. Med den parlamentariske succes kom centrum-venstre tættere på magten. Og det gav pote. Markante levevilkårsforbedringer for almindelige mennesker fulgte.
Men spørgsmålet er, om man i dag er kommet for tæt på. Er centrum-venstre i sit forsvar for de fremskridt, man har opnået, gået i symbiose med den gamle magtelite af erhvervsledere, adelsfolk og embedsmænd? Og er det denne symbiose, som forhindrer dem i at formulere nye, positive projekter for, hvordan samfundet kan demokratiseres yderligere?
Spørgsmålet er, om ikke Socialdemokratiets og Radikale Venstres ledere er blevet kustoder for en mølædt version af de tidligere demokratiske indrømmelser, den øvrige elite har givet?
Begge partier er røget i en blindgyde, fordi de har tabt forbindelsen til en vigtig del af deres egen historie som anti-elitære partier. Hvis de for alvor ønsker at slippe ud af rollen, skal de finde tilbage til rødderne og sætte yderligere demokratisering på dagsordenen.
Ja, faktisk er det deres forbandede pligt at gøre det i en tid, hvor folks afmagt – ikke mindst over for en ukontrolleret global økonomisk elite – slår over i politisk afmagt, hvor stadig flere vælger at vende demokratiet ryggen og kalde på ’stærke mænd’.
Spørgsmålet bliver så selvfølgelig: Hvordan kan man i 2017 i praksis udvide demokratiet i Danmark?
Skriv kommentar