Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Jens Dresling
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Debatindlæg om at miste: Lad barnet tale om sin sorg

»Døden var for mig ultimativ og ubegribelig på samme tid, og derfor blev jeg så bange for den. En varig dødsangst blev resultatet. Mit manglende sprog om sorgen forstærkede kun dødsangsten og angsten for at miste«, skriver Christian Hall.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Forestil dig, at du ligger i din seng og ikke kan sove. Det kan du ikke, fordi du tænker på døden. Det gør du, fordi din far lige er død. Du er bange for at lukke øjnene, for hvad nu hvis du ikke vågner igen? Forestil dig så, at du er fem år gammel.

Min far døde i 1985. Politiet ringede på døren en januar morgen og fortalte min fars kæreste, at min far var omkommet i et individuelt trafikuheld på vej til arbejde.

Dagen var, som om den ikke var tragisk nok, også min fars kærestes fødselsdag, og jeg husker den minutiøst. Jeg plejer derfor at sige, at dagen udgør det første sammenhængende minde fra min barndom.

Min fars kæreste besluttede, at jeg havde bedst af at komme i børnehave. Uden hverken at forstå eller få at vide, hvad der var sket den morgen. På den måde fik jeg lov at være et sorgløst børnehavebarn nogle timer endnu.

Mine forældre var blevet skilt, før jeg var halvandet år. Min fars død medførte, at jeg nu skulle bo hos min mor, der i mellemtiden havde stiftet ny familie. Det krævede skifteretten. Jeg blev ikke hørt.

Herefter blev jeg tilbudt et standardiseret forløb på Gentofte Hospital. Børnepsykatrien i midtfirserne var imidlertid ikke præget af stor indlevelse.

Forløbet glimrede allerede fra start af ved, at jeg blev hentet i børnehaven af en taxa og kørt ud til aftalerne på Gentofte. Alene og med en ny taxachauffør hver gang.

Min primære opgave hos psykiateren var at tegne under opsyn. Jeg husker ingen samtaler. Ikke før der var myriader af sorte fugle på alle mine tegninger. Så fik min mor besked.

Formålet med forløbet var at iagttage og ikke at føre samtaler med mig. Ikke én gang i psykiatrisk kontekst blev jeg spurgt om, hvordan jeg havde det.

Det var et kendetegn for min sorg, at jeg ikke havde sproget til at udtrykke den. Det har et femårigt barn ikke. Børn skal have hjælp til at give sorgen et udtryk. Men hverdagslivet tog alt for hurtigt over.

I de følgende år oplevede jeg sorgen ekstremt voldsom. Døden var for mig ultimativ og ubegribelig på samme tid, og derfor blev jeg så bange for den. En varig dødsangst blev resultatet. Mit manglende sprog om sorgen forstærkede kun dødsangsten og angsten for at miste.

Denne manglende evne til at give sorg og andre følelsesmæssige tilstande et adækvat udtryk fulgte mig ind i voksenlivet. Hyppige angstreaktioner og et udstrakt behov for forudsigelighed udgjorde min voksne respons på traumet i barndommen.

Først midt i tyverne kom jeg i gang med terapisamtaler. Samtalerne har nu varet on-off i over 10 år og har hjulpet mig til at sætte ord på min sorg. De har også kostet mig, hvad der svarer til udbetalingen på en større villa i Københavnsområdet.

Fra organisationen Børn, Unge & Sorg ved vi, at der hvert år er ca. 6.000 børn, som oplever at miste deres far eller mor. Mit tab er derfor langt fra enestående. Tværtimod er der knap 200.000 børn og unge i Danmark, som har lidt samme tab i perioden fra 1985 indtil i dag. I sig selv et ganske tankevækkende tal.

Det hører med til livets eksistentielle kendsgerninger, at børn kan miste én eller begge forældre, men det gør ikke sorgen mindre for det enkelte barn. At den slags tilmed sker i det nævnte omfang kan nok heller ikke ændres. Men det kan indsatsen over for barnet i sorg.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Denne indsats skal ikke kun foregå i psykiatrien, men også i hjemmet og i skolen. Kort sagt alle de steder, hvor barnet færdes.

Det eneste, du behøver at gøre, når du møder et barn i sorg, er at lytte og invitere barnet til at tale. Også selvom det vil være noget af det sværeste, du kan opleve. Omkostningerne ved at undgå de svære samtaler er ganske enkelt for høje.

I dag deltager jeg i konferencen ”Jeg vil tale om min sorg”, arrangeret af Egmont Fondenog Børn, Unge & Sorg. Det gør jeg med stor anerkendelse af, hvor langt vi er kommet siden 1985. Et barn skal ikke længere være alene om at bære sin sorg.

Som samfund kan vi være stolte over denne udvikling i anskuelsen af børn og unges sorg. Men anskuelsen er ikke nok. Der skal handling til, og den starter med os selv og vores møde med barnet i sorg.

Fra tid til anden siger min ældste dreng på seks år, at han ikke har lyst til at sove alene. Det gør ham utryg, hvilket vi sammen har kommet frem til. Gæt, hvem der ligger ved siden af ham hele natten?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden