Forestil dig, at du ligger i din seng og ikke kan sove. Det kan du ikke, fordi du tænker på døden. Det gør du, fordi din far lige er død. Du er bange for at lukke øjnene, for hvad nu hvis du ikke vågner igen? Forestil dig så, at du er fem år gammel.
Min far døde i 1985. Politiet ringede på døren en januar morgen og fortalte min fars kæreste, at min far var omkommet i et individuelt trafikuheld på vej til arbejde.
Dagen var, som om den ikke var tragisk nok, også min fars kærestes fødselsdag, og jeg husker den minutiøst. Jeg plejer derfor at sige, at dagen udgør det første sammenhængende minde fra min barndom.
Min fars kæreste besluttede, at jeg havde bedst af at komme i børnehave. Uden hverken at forstå eller få at vide, hvad der var sket den morgen. På den måde fik jeg lov at være et sorgløst børnehavebarn nogle timer endnu.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage
Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.
Læs videre nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar