Trine Bramsen, retsordfører (S):
Er vores lovgivning om psykisk vold god nok, når ingen bliver dømt?
»Psykisk vold er strandet i det politiske og juridiske system, fordi bevisbyrden er rigtig svær at løfte. Vi så det samme på voldtægtsområdet, hvor der også kun er to parter involveret. Så må vi indkalde naboer og familie som vidner. Vi lever i et retssamfund, og bare fordi noget er svært at lave lovgivning om, skal vi stadig prøve. Som systemet er nu, ser vi ingen domfældelser. Jeg tror, vi kan blive markant bedre på området«.
PSYKISK VOLD
Ca. 33.000 kvinder bliver årligt udsat for partnervold. 2.000 af dem kommer på krisecenter.
Man kategoriserer vold i 5 former: fysisk, psykisk, seksuel, økonomisk og materiel vold. 95 pct. af kvinderne på landets krisecentre har været udsat for psykisk vold, 80 pct. for fysisk vold.
Psykisk vold er kriminaliseret blandt andet i straffelovens § 260 om ulovlig tvang og § 266 om trusler. Men ingen bliver dømt.
Kilde: LOKK og Justitsministeriet
VOLD - i kærlighedens navn
Ny dokumentarfilm af Christina Rosendahls, hvor kvinderne fra denne artikel også medvirker, har biografpremiere 1. november.
I filmen har instruktøren filmet på krisecentret Danner over en 5-årsperiode for at sætte fokus på vold i nære relationer.
Hvad skal der gøres?
»Jeg har tænkt mig at stille forslag til justitsministeren om et 360-graders eftersyn af det retspolitiske omkring psykisk vold, på samme måde som vi har set med voldtægtsområdet. Vi skal kigge på udlandet, også Sverige, hvor de har en anden opmærksomhed på psykisk vold. Vores myndigheder skal lære at håndtere det bedre. Det kunne være en anden måde at stille spørgsmål til ofrene på og et nyt syn på dokumentation. Jeg tror ikke nødvendigvis, at straffene skal skærpes, men vi skal have kigget på kæden, der fører frem mod domstolene, og finde ud af, hvorfor sagerne ikke kommer for retten«.
Jeg tvivler på, at vi kan hjælpe ofrene for psykisk vold, før vi har krisecenterpladser nok og bedre tilbud til at hjælpe kvinder ud af vold
Skiftende politikere har gennem årene sagt, at de vil gøre noget ved psykisk vold. Men der sker ikke noget?
»Vi skal sørge for, at flere blive anmeldt, og flere bliver dømt. Alt for mange ofre bliver ikke hjulpet, alt for mange udøvere bliver ikke anmeldt, eller sagen frafaldes inden retten. Hvis man i andre lande har fundet nogle gode værktøjer, skal vi overtage og bruge dem. De her sager bliver kun løst privat og i krisecentrene, men alle myndigheder skal lære at være opmærksomme på tegn på psykisk vold, læger, socialforvaltning etc. Den holdning, hvorfor kvinderne ikke bare bryder ud af forholdet, er for letkøbt, for det kan man ikke, hvis man bor i et psykisk fængsel. Psykisk vold skal betragtes ligesom andre former for overfald«.
Psykisk vold til debat: »Han sendte mig måske 40 sms’er i døgnet. Om, at jeg var en luder. At jeg intet kunne. At han kom efter mig. Man bliver nedbrudt af det. Af hele tiden at være i alarmberedskab«Landets krisecentre er overbebyrdede og ofte afhængige af frivillige og donationer. 54 procent af de kvinder, der henvender sig, bliver afvist på grund af overbelægning. Hvad vil I gøre ved det?
»Det er et kæmpe problem, og vi kan ikke være det bekendt. Jeg tvivler på, at vi kan hjælpe ofrene for psykisk vold, før vi har krisecenterpladser nok og bedre tilbud til at hjælpe kvinder ud af vold. Det er ikke længe siden, at fysisk vold i familien heller ikke blev set som et stort problem på grund af en holdning om, at det, der foregår bag hjemmets fire vægge, skal man ikke blande sig i«.
»Der skal en mentalitetsændring til, og bare fordi det handler om kvinder eller er svært at bevise, betyder det ikke, at vi bare skal give op«.
fortsæt med at læse
