Censorformænd i protestskrivelse: Humaniora-specialerne på KU bliver andenrangs fremover

Lyt til artiklen

Ledelsen for Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet har besluttet at halvere betalingen for at bedømme et speciale fra ti til fem timer. Dekanen har ikke ønsket at høre censorerne.

Det har fået en gruppe af censorformænd, undervisere og studerende til at samle sig i protest, fordi vi har en fælles interesse i, at censors vurdering af et speciale sker på et forsvarligt niveau. Vi har sendt et åbent brev til universitetets bestyrelsesformand og rektor for at henlede opmærksomheden på de store konsekvenser, det vil få for de humanistiske studiers kvalitet.

Lektor angriber akademisk hvidhed: Det kridhvide pensums konsekvenser rækker langt ud over universiteternes mure

Med de nuværende ti timer er det muligt for censor at foretage en forsvarlig bedømmelse. Fem timers censurering vil derimod betyde en overfladisk læsning af et speciale på cirka 80 sider, og censor kan ikke give vejleder det fornødne modspil. Censor har i modsætning til vejleder ikke forhåndskendskab til specialet, og vejleder vil kunne få alt for stor indflydelse på karakteren.

Hvis honoreringen blot er fem timer, forudser vi, at det ikke længere vil være attraktivt at være censor.

Vi frygter, at mange vil vælge censorhvervet fra, fordi man ikke vil lægge navn til at skulle bedømme et speciale på så kort tid.

Samfundet kan med rette forvente, at censorerne kommer med tunge og relevante erfaringer fra aftagerne og universiteterne. Det kræver en ordentlig betaling, hvor arbejdsindsats og honorering følges ad. En nedsættelse af sideantallet, hvor den nødvendige arbejdsindsats ville passe bedre med honoreringen, vil vi advare imod, ikke mindst fordi de øvrige universiteters tilsvarende uddannelser har et sidetal på omkring 80 sider.

Direktør: Robotter og big data kan aldrig vinde over humanistens intuition

Vi lægger vægt på, at et speciale afleveret på humaniora på KU er lige så godt som et speciale afleveret andre steder. Vi ønsker ikke, at det bliver et andenrangsspeciale.

Hvorfor er KU landet på fem timer? Dekanen har sammenlignet med ikke-humanistiske fag på KU og på CBS, men har behændigt undladt den helt oplagte sammenligning med humaniora på de øvrige universiteter. På Aarhus Universitet er specialenormen også ti timer, på Syddansk Universitet og på Aalborg Universitet ni timer. På RUC syv timer, hvilket er en fællesnorm for hele universitetet.

Dekanen tegner således et fejlagtigt billede af humaniora på KU som værende lønførende. Vi har derfor appelleret til, at universitetsledelsen på KU går ind i sagen.

Anders Østergaard og Hanne Caspersen (og 34 medskribenter)

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her