Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Per Folkver
Foto: Per Folkver

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Cand.mag.: En dag får vi brug for læge-bjergbestiger-kokke

Ingen ved, hvad fremtiden bringer. Derfor kan man lige så godt følge sin interesse, når man vælger uddannelse.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Den seneste uge er medierne svømmet over af historier om håbefulde unge, der har måttet se deres uddannelsesdrøm blive enten tændt eller slukket. Der har været handy oversigter over uddannelser, der på sigt vil belønne de studerende med de højeste lønninger. For nogle dage siden kunne man blandt andet læse om en antropolog, der i en alder af 38 år vist stadig ikke havde fået en fastansættelse og i bagklogskabens lys måske skulle have valgt en anden uddannelse. En uddannelse, der netop kunne have givet adgang til den forjættede fastansættelse.

Men hvorfor egentlig? Hvorfor skal man vælge en uddannelse, bare fordi den giver adgang til en fastansættelse og god løn? Jeg forstår godt antropologens frustration. Meget tidligt kastede jeg min kærlighed på kulturfeltet og valgte følgelig en fuldstændig umulig uddannelse i form af teatervidenskab.

Det er ikke et valg, der har ført en fastansættelse med sig. Jeg har netop rundet de 35 år, og jeg er stadig ikke fastansat. Det kan være frustrerende, det kan være angstprovokerende. Især når man som jeg gerne vil tre uger til Italien hver sommer, på skiferie og købe – eller alternativt lease – en Nissan Quashqai. Konsekvensen af at følge min interesse bliver jeg mindet om, hver gang jeg bakker familiens åndssvagt gamle Ford Mondeo med flækket forrude ud af indkørslen.

Hvorfor skal man vælge en uddannelse, bare fordi den giver adgang til en fastansættelse og god løn?

I svage øjeblikke har jeg overvejet at skide al kultur et stykke og få et almindeligt og fast arbejde. Min velmenende familie (med fastansættelser) har foreslået, at jeg kunne blive folkeskolelærer. Et forslag, der for det første får mig til at tvivle på, at de nogensinde har mødt mig, og for det andet ville være en hån mod folkeskolen i almindeligheden og folkeskolelærere i særdeleshed.

Jeg er altså aldrig blevet meritlærer, som det hedder. I stedet har jeg fået lov til arbejde med noget, der interesserer mig, og selvom min arbejdsplads ligger 100 km fra min bopæl, er jeg ekstremt taknemmelig for, at jeg har fået lov til at forfølge min interesse. Derfor håber jeg, at mine børn en dag vil gøre det samme. Det kan sagtens blive vanskeligt for dem. De kan have drømme, der gør, at man ikke kan få det hele – men er det ikke o.k.?

Min datter på knap fire vil være »læge-bjergbestiger-kok«. Den voksne i mig tænker: »Det kan man jo ikke!«. Men hvad ved de voksne egentlig? Selv om mange gerne vil give indtryk af det, er evnen til at se ind i fremtiden ikke noget, der opstår med alderen.

Så i stedet for at være voksen og fortælle min datter, hvad jeg tror, fremtiden bringer, siger jeg: »Det er et spændende valg. Hvis du vil det, skal du sørge for at følge med i skolen, du skal forberede dig på, at du primært kan få arbejde i udlandet, og du skal arbejde, når andre holder fri«.

Det er i hvert fald det, min gennemsnitlige fantasi rækker til at forestille sig, når jeg skal beskrive arbejdslivet for en læge-bjergbestiger-kok.

Men i virkeligheden er mit bud lige så godt som alle mulige andre. Vi skal arbejde, til vi bliver omkring halvfjerds. I den tid vil nogle blive alene og skal forsørge en familie, andre bliver gift med en rig arving, og atter andre finder ud af, at deres fag uddør, eller får en arbejdsskade. Humlen er, at uddannelse nok er startskuddet, men derefter følger verdens mest uforudsigelige forhindringsløb.

Derfor håber jeg, mine børn en dag vil vælge uddannelse efter interesse, og ikke efter hvor de kan få en fastansættelse. Jeg håber, at de, og alle andre børn og unge i vores ekstremt rige samfund, vælger det, der giver mening for . At de ikke vælger standardløsninger, fordi de tror, at lykken ligger gemt i fast arbejde og en leaset mellemklassebil. Lad os minde hinanden og vores unge om, at ingen ved, hvad fremtiden bringer, at en specifik uddannelse hverken sikrer lykken eller det modsatte, og at det arbejdsliv, der venter er (usandsynligt) langt og kroget.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden