Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tegning: Mette Dreyer (arkiv)
Tegning: Mette Dreyer (arkiv)

Tegning: Mette Dreyer (arkiv)

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Jeg skulle aldrig have taget en kandidat-uddannelse

Hvorfor tager vi humanister en kandidat, når vores fremtidige arbejdsgiver hellere vil høre om, hvad vi har lavet ved siden af?

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

På beviset for min afsluttede kandidatuddannelse står der candidata magisterii.

Det dækker over titlen cand.mag, som de fleste humanister får.

Nu når jeg læser den igen, lyder det mere som en ansættelseskontrakt fra Ministeriet for Magi i Harry Potter. For arbejdsgivere kunne det næsten være det samme. Det vigtigste for dem er, at jeg har den.

Mit sirligt indbundne kandidatspeciale blev sendt rundt om bordet, da jeg havde min familie på besøg i weekenden. Tre måneder efter jeg afleverede specialet, havde jeg taget mig sammen til at fejre min nye titel, cand.mag. i film- og medievidenskab.

En titel, der er strengt nødvendig for at blive ansat i min branche. En titel, jeg aldrig skulle have haft.

De fleste stirrede fjernt på forsiden i et halvt eller helt minuts tid. Nogle genkendte billedet af Viggo Mortensen. Derefter bladrede de hurtigt igennem uden at læse indholdet for at mærke de tykke sider slippe forbi deres fingre, som med en helt ny bog.

Det er da rigtig flot, ekkoede mine tanter og onkler efter hinanden, da specialet blev sendt videre. Jeg bebrejder dem ikke. Ud over billedet af Aragorn i nye klæder er det ret tørt stof.

En enkelt fætter med en lignende kandidat satte sig til at læse afsnit og overskrifter for at finde ud af, hvad i alverden jeg har brugt det meste af vinteren, foråret og sommeren på at skrive.

Så hvad har jeg skrevet om? Det er ganske ligegyldigt. Sådan føles det i hvert fald i mødet med en arbejdsgiver. Men stemplet cand.mag. må jeg ikke være foruden.

Derfor står titlen også øverst på mit cv, men heller ikke mere. Resten af cv’et er dedikeret til studiejobs, praktikpladser og politisk arbejde, som omverdenen bedre kan forholde sig til.

Så hvorfor er der flere hundrede humanister, der lige nu tager en kandidat, hvis deres fremtidige arbejdsgiver hellere vil høre om, hvad de har lavet ved siden af?

Så hvad har jeg skrevet om? Det er ganske ligegyldigt. Sådan føles det i hvert fald i mødet med en arbejdsgiver

Fordi erhvervslivet har en forkælet trang til at se et kvalitetsstempel, de ikke forstår.

Ja, jeg har gået fem år på universitetet. Hvorfor var tre ikke nok?

De humanistiske bachelorer og kandidater er oftest rettet mod forskningsverdenen frem for erhvervslivet, hvilket er deres største svaghed. Det er også, selvom der bliver skåret i ph.d.’er og forskningsstillinger år efter år.

Efter en hurtig google-søgning finder jeg frem til i alt 28 ph.d.-studerende på mit tidligere institut fordelt på seks kandidatgrader.

Alene på Film- og Medievidenskab bliver der optaget over 100 kandidatstuderende hvert år, så det kræver ingen matematiker at regne ud, at forskningen ikke er vejen frem for de fleste af os.

Selvom jeg er stolt af den faglige fordybelse, som humaniora har givet mig, kan jeg ikke have skyklapper på i mødet med arbejdsmarkedet.

STUDERENDE

Hos min humanistiske a-kasse bliver der flere gange om måneden udbudt kurser om kompetenceafklaring, fordi der er så mange humanister, der ikke kan overføre deres kompetencer fra deres uddannelse til reelle kompetencer, som arbejdslivet efterspørger.

Deres akademiske mindset har været alt for stift rettet mod en forskningspræget eksamen i stedet for det efterfølgende arbejdsliv.

Jeg mener derfor ikke, at alle skal have en kandidatuddannelse.

Der skal ske en erhvervsrettet ændring i vores lange videregående uddannelser på humaniora, og det kan sagtens ske, uden at vi dropper den faglige fordybelse.

De humanistiske bacheloruddannelser bør blive mere rettet mod det erhvervsliv, størstedelen af os kommer ud i, så vi ikke mumificeres i de støvede reoler.

Kandidatgraderne skal til gengæld være for dem, der ønsker at tage en mere forskningspræget vej i deres karriere, om den så ender internt eller eksternt på universitetet.

På den måde ville jeg stadig kunne opnå den faglige dybde, jeg er så stolt af fra humaniora.

På den måde ville erhvervslivet endelig forstå det humanistiske kvalitetsstempel.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden