Det generer mig dagligt, når jeg læser. Og jeg spørger mig selv, om jeg burde være ligeglad.
For måske er det bare mig, der har et problem. Mig, der ikke kan følge med.
Alligevel generer det mig, at vi, de professionelle sprogbrugere, tilsyneladende er blevet ligeglade eller sløsede i omgangen med vores vigtigste værktøj. Sproget. Både når vi taler, og når vi skriver. Jeg vil her nøjes med at rette opmærksomheden mod vores skriftlige fingerspidsfornemmelse. For den bliver stadig sværere at få øje på.
Tag førsteafsnit i dette læserbrev som eksempel. Det burde have været skrevet som én lang sætning. Ordene ’og’ samt ’for’ er bindeord, altså ord, som blandt andet binder sætninger sammen. Andet afsnit er også fuld af brutal tegnsætning, der næsten udelukkende består af punktummer. Naturligvis kan man, som jeg i udstrakt, men ikke i noget, der i dag regnes for overdreven, grad ovenfor har gjort, vælge at lade et punktum erstatte et komma for eksempelvis at understrege en pointe. Min fornemmelse er dog, at punktummet stadig oftere vælges uden egentlige forudgående sproglige overvejelser.
