0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

»Vi har en stat, der systematisk prøver at tvinge folk til at blive danske og fratage dem deres religion og kultur«

Den prisvindende filminstruktør Omar Shargawi har altid været splittet mellem araberen og danskeren i sig, for med hver etnicitet fulgte en personlighed.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Mads Nissen
Foto: Mads Nissen

»Vi er ved at miste det vigtigste ved dansk kultur: frisindet«.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Man skulle tro, at mit danske blod ville gøre det lettere for mig at føle, at jeg hører til i Danmark.

Sådan føles det ikke. Tværtimod.

Det lærte jeg allerede, da jeg startede i folkeskole i byen Tune, lige uden for Roskilde. Det var første gang, jeg hørte ordet »araberdreng«, dengang var jeg seks år og vidste ikke, hvad sådan en var. I dag ved jeg, at det var første gang, jeg oplevede racisme.

Jeg hedder Omar, og det måtte jeg forsvare med næverne, for en blodtud kunne få de andre børn til at holde kæft – også de børn, der var ældre end jeg. Det var ikke, fordi jeg var stærkere end dem alle sammen, men jeg kunne trykke på en knap og hidse mig mere op. De ’rigtige’ danske børn kunne ikke blive lige så vrede, som jeg kunne.

Lærerne var til gengæld stærkere end jeg, så deres nedladende bemærkninger måtte jeg finde mig i. Hvis jeg snakkede i timerne, kunne nogle af dem finde på at sige ting som »er det sådan, I gør i Pakistan?« eller »her i Danmark der gør vi ikke sådan«. Når først lærerne startede, så efterabede børnene dem, og jeg fandt mig selv i endnu en slåskamp.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter