Man skulle tro, at mit danske blod ville gøre det lettere for mig at føle, at jeg hører til i Danmark.
Sådan føles det ikke. Tværtimod.
Det lærte jeg allerede, da jeg startede i folkeskole i byen Tune, lige uden for Roskilde. Det var første gang, jeg hørte ordet »araberdreng«, dengang var jeg seks år og vidste ikke, hvad sådan en var. I dag ved jeg, at det var første gang, jeg oplevede racisme.
Jeg hedder Omar, og det måtte jeg forsvare med næverne, for en blodtud kunne få de andre børn til at holde kæft – også de børn, der var ældre end jeg. Det var ikke, fordi jeg var stærkere end dem alle sammen, men jeg kunne trykke på en knap og hidse mig mere op. De ’rigtige’ danske børn kunne ikke blive lige så vrede, som jeg kunne.
Lærerne var til gengæld stærkere end jeg, så deres nedladende bemærkninger måtte jeg finde mig i. Hvis jeg snakkede i timerne, kunne nogle af dem finde på at sige ting som »er det sådan, I gør i Pakistan?« eller »her i Danmark der gør vi ikke sådan«. Når først lærerne startede, så efterabede børnene dem, og jeg fandt mig selv i endnu en slåskamp.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Bliv en del af fællesskabet på Politiken
Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Prøv nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar