Forleden drak jeg kaffe med en sygeplejerske på barsel med sit andet barn. Hun regner ikke med at komme tilbage til sit fag igen. Da jeg spurgte hvorfor, forklarede hun, at hun ikke kan forsørge sin familie på så lav en løn og i øvrigt ikke kan holde ud, at hendes arbejdsbetingelser hele tiden bliver sværere og sværere.
Hun er midt i trediverne, bor i København og har som hjemmesygeplejerske nået højest mulige løntrin på 26.000 kroner. Samtidig er tiden til at køre fra den ene borger til den næste sparet væk, så køtiden i den københavnske trafik skal trækkes fra de ældres tid med hende. Skal hun tjene mere, skal hun arbejde nat og weekend, og det vil hun ikke. Derfor dropper hun nu sit fag.
Det tager 3,5 år at blive sygeplejerske. Præcis det samme som at blive journalist. Sygeplejerskens slutløn er omtrent den samme som mindstelønnen på denne avis for en nyansat journalist. Men hvorfor er det sådan? Hvorfor er de såkaldte omsorgsfag så lavtlønnede? Hvorfor tjener Britta, som er pædagog, 28.000 kroner om måneden, mens Peter, som er diplomingeniør tjener 47.000 kroner? Er det vigtigere at bygge broer end at bygge mennesker?
Når de offentligt ansatte nu kæmper for mere løn, er det en del af OK18-kampen, at de såkaldt kvindedominerede faggrupper vil have mere i løn.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage
Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.
Læs videre nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar