Forleden drak jeg kaffe med en sygeplejerske på barsel med sit andet barn. Hun regner ikke med at komme tilbage til sit fag igen. Da jeg spurgte hvorfor, forklarede hun, at hun ikke kan forsørge sin familie på så lav en løn og i øvrigt ikke kan holde ud, at hendes arbejdsbetingelser hele tiden bliver sværere og sværere.

Hun er midt i trediverne, bor i København og har som hjemmesygeplejerske nået højest mulige løntrin på 26.000 kroner. Samtidig er tiden til at køre fra den ene borger til den næste sparet væk, så køtiden i den københavnske trafik skal trækkes fra de ældres tid med hende. Skal hun tjene mere, skal hun arbejde nat og weekend, og det vil hun ikke. Derfor dropper hun nu sit fag.