Som nyudnævnt ligestillingsminister udtalte Eva Kjer Hansen for nylig, at ligestillingen gennem de sidste 10 år er gået i stå. Men når det gælder ligestillingsreformer, har stagnationen faktisk varet omkring 20 år. Danmark ligger nu på en 24.-plads i verden, når det gælder parlamentarisk kvinderepræsentation. I World Economic Forums generelle Global Gender Gap Index ligger Danmark på en 14.-plads, mens de øvrige nordiske lande ligger i toppen.
Hvordan skal vi forstå det tilsyneladende paradoks, at alle i Danmark går ind for ’kønsligestilling’, som ifølge den nye Danmarkskanon er en af de 10 vigtigste såkaldte ’danske værdier’ – samtidig med at reformtakten sammenlignet med de øvrige nordiske lande er ganske lav?
