0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Sara Omar: Kære kurdiske kvinde. Frihed er ikke noget, vi får forærende, det er noget, vi skal kæmpe for

Tiden er kommet, hvor vi skal gøre op med den årtusinder lange patriarkalske tradition, der med sine æresbaserede regler undertrykker os.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Linda Johansen
Arkivfoto: Linda Johansen

Sara Omar er forfatter til bogen ’Dødevaskeren’, der udkom i 2017.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Kære kvinde fra mit hjemland. Jeg vil skrive til dig om det at være fri og ligestillet og om at være selvstændig. Tiden er kommet, hvor vi er nødt til at forstå den simple sandhed, at der, hvor vi kommer fra, bliver vi desværre ikke altid født som frie kvinder. Frihed og selvstændighed er noget, vi skal kæmpe for at opnå, ikke noget, vi får pakket ind og overrakt på vores fødselsdag eller 8. marts. Vi tilegner os disse basale menneskerettigheder gennem oplysning og mest af alt ved at få en uddannelse, ved at være belæste, ved at bryde tabuer og tavshed og ved at danne os og ved at gøre en indsats.

Vi kurdiske kvinder er i flere århundreder blevet set på som anden- og tredjerangsborgere. At tage livet af os, at likvidere os, at frarøve os vores hjem, vores identitet, vores integritet og vores eksistens har været og er hverdagskost. Mellemøsten og vores hjemland er fyldt med krig, sult, økonomiske kriser, død og ødelæggelse. Området ligger i ruiner, og under de ruiner ligger kvinderne, pigerne og børnene. Vi bliver krænket, vi bliver trådt på, vi bliver negligeret, vi bliver udsat for hån, latterliggørelse og frihedsberøvelse. Og vores bødler træder på os og efterlader os med dybe sår i et sort hul, hvor livet mister sin mening, et sted, hvor du og jeg ikke eksisterer. Patriarkatet – med religion, kultur og tradition som begrundelse – straffer os.

De udsætter os for piskning, stening, skamfering og halshugning såvel inden for hjemmets fire vægge som på store offentlige pladser lige for øjnene af vores børn, vores sønner og verden. Alt sammen i ærens navn. Alt sammen i religionens navn. Alt sammen i kulturens navn.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts

Annonce