Kære kvinde fra mit hjemland. Jeg vil skrive til dig om det at være fri og ligestillet og om at være selvstændig. Tiden er kommet, hvor vi er nødt til at forstå den simple sandhed, at der, hvor vi kommer fra, bliver vi desværre ikke altid født som frie kvinder. Frihed og selvstændighed er noget, vi skal kæmpe for at opnå, ikke noget, vi får pakket ind og overrakt på vores fødselsdag eller 8. marts. Vi tilegner os disse basale menneskerettigheder gennem oplysning og mest af alt ved at få en uddannelse, ved at være belæste, ved at bryde tabuer og tavshed og ved at danne os og ved at gøre en indsats.
Vi kurdiske kvinder er i flere århundreder blevet set på som anden- og tredjerangsborgere. At tage livet af os, at likvidere os, at frarøve os vores hjem, vores identitet, vores integritet og vores eksistens har været og er hverdagskost. Mellemøsten og vores hjemland er fyldt med krig, sult, økonomiske kriser, død og ødelæggelse. Området ligger i ruiner, og under de ruiner ligger kvinderne, pigerne og børnene. Vi bliver krænket, vi bliver trådt på, vi bliver negligeret, vi bliver udsat for hån, latterliggørelse og frihedsberøvelse. Og vores bødler træder på os og efterlader os med dybe sår i et sort hul, hvor livet mister sin mening, et sted, hvor du og jeg ikke eksisterer. Patriarkatet – med religion, kultur og tradition som begrundelse – straffer os.
