0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Özlem Cekic: »Det var kun, fordi nogen insisterede på samtalen med mig, at jeg ikke er blevet racist og jødehader«

Som vred ung teenager spirede Özlem Cekics danskerhad, og hun så i en periode racister alle vegne. Men takket være folk omkring hende, der insisterede på dialog, fik hun øje på de ’søde’ danskere og blev en del af samfundet. I dag har den tidligere politiker viet sit liv til at bygge bro mellem mennesker og skal i næste uge levere en TED Talk om ’dialogkaffe’ i New York.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Arkivfoto: Andreas Haubjerg

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Da Özlem Cekic var 14 år, gik hun med tørklæde. Det var hendes eget valg – faktisk var hendes forældre meget imod. Det var en del af en oprørsk periode, og moderens første kommentar til tørklædet var da også: »Men det passer jo slet ikke til dine cowboybukser«.

Så en dag på Falkoner Allé var der en mand, der spyttede på hende. Slimet hang fra tørklædet, og hun kastede op, da hun fjernede det. To uger senere var der en ældre herre, der tog fat i hendes tørklæde i en fodgængerovergang og prøvede at hive det af ved at trække hende bagover, så hun faldt. Tørklædet udløste danskernes had, og det had vakte skolepigens danskerhad retur.

»Jeg hadede alle danskere i den periode. De to voldsomme oplevelser på så kort tid fik min racisme til at vokse, og i mit sind var der pludselig ingen danskere tilbage. Kun racister. Jeg så dem alle vegne. Det var kun, fordi der var nogle, der insisterede på samtalen med mig – den vrede, hadefulde teenager – at jeg ikke er blevet racist og jødehader«, siger hun.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts

Annonce