Da Özlem Cekic var 14 år, gik hun med tørklæde. Det var hendes eget valg – faktisk var hendes forældre meget imod. Det var en del af en oprørsk periode, og moderens første kommentar til tørklædet var da også: »Men det passer jo slet ikke til dine cowboybukser«.
Så en dag på Falkoner Allé var der en mand, der spyttede på hende. Slimet hang fra tørklædet, og hun kastede op, da hun fjernede det. To uger senere var der en ældre herre, der tog fat i hendes tørklæde i en fodgængerovergang og prøvede at hive det af ved at trække hende bagover, så hun faldt. Tørklædet udløste danskernes had, og det had vakte skolepigens danskerhad retur.
»Jeg hadede alle danskere i den periode. De to voldsomme oplevelser på så kort tid fik min racisme til at vokse, og i mit sind var der pludselig ingen danskere tilbage. Kun racister. Jeg så dem alle vegne. Det var kun, fordi der var nogle, der insisterede på samtalen med mig – den vrede, hadefulde teenager – at jeg ikke er blevet racist og jødehader«, siger hun.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
Skriv kommentar