Der var engang, hvor Kina var et klondyke for kopister, der lavede billige versioner af vestlige originaler. Tasker, tv-apparater og mobiltelefoner. Sådan er det ikke længere – og slet ikke når det handler om udviklingen af ny teknologi. Faktisk er kineserne på mange områder tre skridt længere fremme end alle andre i verden, når det handler om robotteknologi, kunstig intelligens og digitale forretningsmodeller. Det har vi bare ikke opdaget i Vesten, hvor vi stadig – ja, nærmest selvtilstrækkeligt – spejder mod Silicon Valley, når vi skal pege på frontløberne i den digitale økonomi.
»Det er ikke sådan, at vi bare har overset en lille tendens. Vi har overset en tsunami. Når jeg er i Danmark, kan jeg sidde til en konference om kunstig intelligens og fremtidens teknologier, og det eneste, der bliver talt om, er alle de velkendte teknologier fra Vesten – fra Amazon, Google og Microsoft. Men på stort set alle områder, er man allerede væsentligt længere fremme i Kina. Tag for eksempel levering af varer med droner. Det er sandelig ikke noget, man går og venter på tilladelse til i Kina. Det har jd.com (en kinesisk e-handelsportal, red.) allerede gjort i to år. Men det er, som om vi har en blind vinkel, når det handler om den teknologiske udvikling i Kina«, siger Christina Boutrup.
