Undskyld, jeg forstyrrer lige midt i bytteræs og før-udsalg, men vi blev altså ikke færdige med den årlige julefattigdomsdebat. Ligesom sidste år og forrige år og året før det. Det bliver altid kun til talkrig og definitionspolemik, som ikke lander nogen steder. Jeg mangler noget, der peger fremad. En konklusion, som vi kan arbejde videre ud fra.
I år var det AE-rådet, som startede ballet: Antallet af børn, der vokser op i hjem, hvor indkomsten er så lav, at helt basale afsavn risikerer at trække negative spor langt ind i deres voksne liv, er eksploderet. Og det i en grad, så vi nu har det største antal fattige familier i Danmark, siden vi er begyndt at måle på det. Det var en heftig start.
Det er navnlig de særligt nedsatte ydelser på kontanthjælpsområdet, som får æren for udviklingen, så beskæftigelsesministeren fik den første mikrofon stukket i næsen. Men han sagde bare: »Det skal kunne betale sig at arbejde«, og det var, hvad han havde at sige til det.
Børne- og socialministeren mente heller ikke noget om de fattiges børn. Hun tweetede om skattelettelser og veganermad i daginstitutionerne og lagde en sjov film på Facebook om nøddepostej og kakaomælk. Heller ikke i den 336 sider lange socialpolitiske redegørelse for 2018, som ministeren sendte på gaden 14. december, omtales fattigdommen med ét ord.
Der står godt nok, at hjemløsheden er steget. Og at antallet af udsatte unge, der får en uddannelse, er faldet. Plus en masse bekymrende om konsekvenserne af, at så mange af os lever med nedsat psykisk funktionsevne. Men fattigdom? Nej.
Hver fjerde dansker kan ikke klare en uventet tandlægeregningAE-rådets borgerlig-liberale modpol Cepos ville til gengæld gerne mene noget om børnefattigdommen. Eller? Tænketanksdirektøren bedyrede, at børn jo ikke er dumme, så når forældrene halter bagefter økonomisk, får naboens grønne græs dem til at stræbe efter noget andet. Desværre blev han ikke bedt om at fortælle, hvor han har det fra. Men det var godt at høre, at vi faktisk hjælper de fattiges børn ved at holde overførslerne nede.
Og cheføkonom Lundby fejede simpelthen AE-rådets fattigdomsalarm af bordet, fordi man slet ikke kan tælle sådan, som de gør. Hvis man i stedet vender regnemaskinen på hovedet, ja, så er der kun 22.000 fattige børn. Hokuspokus. Dermed var fattigdomsdebatten overstået for denne gang, og julefreden kunne sænke sig.
Vorherre bevares for en omgang.
Og som om det ikke var nok, rullede den uforløste fattigdomsdebat lige i hælene på finanslovsaftalen om, at den allerede særligt lave integrationsydelse skal være endnu lavere.
Og i hælene på ikrafttrædelsen af den nye almenboliglov, som jævner masser af billige familieboliger med jorden og samtidig formener dem på integrationsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp adgang til at blive skrevet op til de resterende billige boliger, hvis de ligger der, hvor regeringen mener, at der allerede bor for mange fattige. Og med den allerede velkendte stigning i antallet af familier, der bliver sat på gaden af kongens foged, fordi de ikke kan betale deres husleje, synes knibtangsmanøvren over for dem, som har allermest at slås med og allermindst at gøre godt med, at være fuldendt. Og vi løfter dårlig et øjenbryn. Jeg fatter det ikke.
Debat-Danmark går totalt amok over 100 kvinder i burka, en østeuropæisk tigger foran Magasin du Nord og akademisk overtænkte krænkelser over sangtekster og udklædningsfester. Og der er ikke grænser for den politiske handlekraft. Men at 64.500 børn lider basale afsavn, fordi deres forældre ikke har nogen penge, får kun sat moderat fut under endnu en armlægning om, hvorvidt der er fattigdom i Danmark. Ærlig talt. Selv hvis tallet så ’kun’ er 22.000, har vi da et problem, også selv om vi har verdens smukkeste ginikoefficient. Den hjælper ikke dem, der intet har.
Selv har jeg gennem en længere årrække siddet i bestyrelserne for et par sociale fonde, som deler småbeløb ud til mennesker, der får nej af velfærdssystemet, selv om deres behov for akut økonomisk hjælp er velbeskrevne. Vi deler primært ud til enlige og børnefamilier, hvor årsindtægten er 174.000 eller derunder. Brutto. Og ja, dem med børn får også børnefamilieydelser oven i årsindtægten, ligesom alle andre børnefamilier. Men de har typisk mistet deres boligstøtte pga. af kontanthjælpsloftet, så de er alligevel godt gammeldags på røven. Der er slet ingen tvivl om, at det bedre kan betale sig at arbejde, så hvorfor gør de det dog ikke?
Det er, fordi de hænger uhjælpeligt fast i livet på bageste række, hvor det gamle mundheld om, at én ulykke sjældent kommer alene, er urimeligt sandt. Ud over de yderst skrabede budgetter bevidner ansøgningerne svære livsvilkår med kronisk sygdom, handikap, gæld, misbrug, vold og ensomhed. Plus det løse. Nedsat psykisk funktionsevne hos både børn og voksne fylder – ligesom i socialministerens redegørelse – også foruroligende meget her.
Hver fjerde har svært ved at finde penge til julegaverOg det, der søges om, er så basale ting som økonomisk støtte til et nyt køleskab, når det gamle er tjekket ud. En computer, som ansøgernes børn kan skrive stil på. Tilskud til at fejre barnedåb, konfirmation og jul. Når vi nærmer os skoleferierne, søges der om hjælp til en tur i Tivoli eller måske ligefrem en miniferie i Lalandia, så ansøgernes børn også har noget at fortælle, når de vender tilbage til klassen.
Og tag ikke fejl. Ansøgerne er dybt ulykkelige over, at de ikke kan være en del af det arbejdende fællesskab og dermed – for forsørgernes vedkommende – også være bedre forældre. Men forklaringen er altid helbreds- og sociale problemer, som ikke lige lader sig fortrænge. Jeg har kun på anekdotisk plan hørt om, at man kan arbejde sig ud af alt det. Til gengæld er der klar evidens for, at summen af problemer medfører en kæmpe afmagt, som stille og roligt æder alt håb om, at det nogensinde bliver anderledes. Og den lader til at smitte af på os andre.
Da vi tilsyneladende mangler på svar på, hvad vi skal stille op med de langtidsledige, skrantende, socialt udsatte familier – ud over altså at drømme om, at de kommer i arbejde – vender vi det blinde øje til og håber på, at Cepos har fat i noget. Og mens flere og flere af os synger med på sangen om, at vi er verdens allermest lige land, sender vi de stadig flere hjemløse ud af kommunen, så vi ikke skal skræve hen over dem, når vi myldrer ind og ud af Irma og Netto med vores fyldte indkøbsposer. Ude af øje, ude af sind. Tror vi.
Socialministeren skriver i forordet til årets socialpolitiske redegørelse, »at der er behov for mere viden på socialområdet for at sikre, at de mange penge, vi årligt bruger på socialområdet, kommer til at gøre en større forskel«.
Ja, for pokker. Hvis vi ikke snart tager debatten om fattigdom videre og finder ud af, hvordan vi kan få skovlen under de grundlæggende problemer hos dem, der befinder sig nederst i samfundshierarkiet, så går det galt. Men der skal også handles. Ellers er det kun et spørgsmål om tid, før vi må genindføre fattiggårdene, og dermed er den danske velfærdsmodel slået tilbage til start.
fortsæt med at læse
