Politikerne kræver et datadrevet sundhedsvæsen, og ambitionen er klar: Jo flere oplysninger vi kan trække ud af sektorens omfattende, digitale registre, desto klogere bliver vi på patientgruppers overlevelse, optimering af arbejdsgange på operationsstuen og den rette dosering af medicin. Sundhedsvæsenet bliver simpelthen mere effektivt.
Problemet er, at efterspørgslen efter data de seneste år er steget voldsomt, og politikere og højtplacerede ansatte i sundhedssektoren kræver i dag, at der bliver indsamlet og analyseret data på områder, som ifølge medarbejdere med praktisk erfaring grænser til det meningsløse.
Det siger professor i medicinske videnskabs- og teknologistudier ved Afdeling for Sundhedstjenesteforskning ved Københavns Universitet, Klaus Høyer, der netop har udgivet bogen ’Hvem skal bruge sundhedsdata – og til hvad?’ fra Informations forlag.
Klaus Høyer – sundhedsdata betragter vi normalt som en grundsten i et moderne, evidensbaseret sundhedsvæsen. Kan man ligefrem få for meget data?
»Lad det stå helt klart: Jeg elsker data. Jeg er forsker og lever af at have adgang til gode data. Data er forudsætningen for at blive klogere på effekter, bivirkninger og risici i vores sundhedsvæsen. Men vi ser for tiden en dataficering af hele sundhedssektoren. Alt skal være datadrevet, og kun de færreste stopper op og spørger »hvad koster det at indsamle og behandle de her data? Og giver de egentlig mening?«. Der bliver i dag lavet mange dataanalyser i det danske sundhedsvæsen, som er fuld af usikkerheder, men som alligevel bliver lavet, fordi politikere eller forvaltninger beder om dem«.
Siger du, at vi har fagfolk siddende i det danske sundhedsvæsen, som sender meningsløse analyser op i systemet til embedsmænd og politikere?
»De giver mening som politiske redskaber, men de giver ikke nødvendigvis et billede af, hvad der sker eller virker ude i sundhedsvæsenet. Når jeg kommer rundt og snakker med de mange dygtige folk, der sidder og laver dataanalyser, fortæller de bekymrende ofte, at de er blevet bedt om at lave analyser, som de har svært ved at forsvare videnskabeligt, eller som er behæftet med enorm usikkerhed, men de skal lave dem alligevel«.
Hvor sidder de medarbejdere?
»Over det hele. På hospitalerne, i forvaltningerne, i regionerne og kommunerne«.
Kan du give et eksempel på en dataanalyse, der opfattes som meningsløs?
»Det kan f.eks. være, når politikere ønsker et dataudtræk om, hvor godt det går med at nedbringe tvang i psykiatrien, men det er uklart, om data viser, at brugen af tvang reelt er gået ned, eller om det bare er registreringspraksis, som har ændret sig. Det samme gælder med nogle opgørelser af ventetider. Alligevel sendes analysen op i systemet, politikerne får det resultat, de havde håbet på, og sundhedspersonalet kan måske få arbejdsro«.
’Potentiale’ er en virkelig sjov størrelse, for det er jo noget, der ikke findes, og det er så fluffy, at man ikke for alvor kan være imod det
»Et andet eksempel er hurtige sammenligninger af, hvem der er bedst til en eller anden behandling. Men det er ikke sikkert, at dem, man sammenligner, har samme type patienter, og der kan være tusinde forskellige socioøkonomiske og helbredsmæssige grunde til, at forskellige behandlere og behandlingssteder har forskellige resultater. Men det siger de overfladiske dataanalyser intet om«.
»Eller måske ønsker man en sammenligning af patienttilfredshed. Egentlig ved vi godt, at folk bruger skalaer forskelligt alt afhængig af, hvor i landet man bor, og derfor får den samme tilfredshedsfølelse forskellige karakterer forskellige steder i landet. Alligevel siger vi, at de er mere tilfredse med behandlingen i Jylland«.
Men bør de medarbejdere, der har forstand på at lave en dataanalyse, ikke råbe: ’Stop! Det er meningsløst! Vi kan ikke lave analysen!’?
»Jo, men det sker ikke altid. Det er aldrig sjovt at skulle sige til sin overordnede, at man ikke kan skaffe de data, som ønskes, og som gerne skulle vise, at den førte politik er en succes«.
»Data handler ofte om at sikre fælles standarder, og det giver ikke altid mening. Jeg kender til en sag om såkaldt ’medicinafstemning’, hvor nogle afdelinger klagede over, at de skulle medicinafstemme alle patienter – også patienter, der slet ikke fik medicin. Ledelsen i regionen vidste egentlig godt, at standarden gav dette problem, men de havde brug for den i deres overordnede overvågning«.
»På samme måde med udredningsgarantien, som forudsætter, at alle kan få en diagnose på en given tid, selv om det ikke altid giver klinisk mening. Resultatet er, at man nogle gange snyder lidt på vægten med sin registrering for at leve op til kravene. Det er dataficering i en nøddeskal: I forsøget på at blive mere og mere datadrevet og gennemsigtige, risikerer vi at producere dårligere og dårligere data«.
Kender de politikere, der efterspørger data, simpelthen for lidt til de metodiske vanskeligheder? Eller kender de til dem, men er bare ligeglade?
»Det må I jo spørge politikerne om. Der er da sikkert politikere, der har en agenda, og som søger at skaffe tal, der kan understøtte denne agenda – uanset de metodiske vanskeligheder. Andre ved måske ikke, at de slet ikke kan bruge de data, de efterspørger, fordi de ikke har den træning eller uddannelse, det kræver. Men det er vigtigt at huske, at politikerne også er under pres. Hvis ikke de hele tiden har styr på fakta og kan dokumentere ditten og datten, så står I – medierne – jo klar til at hænge dem ud. Der er altså noget i den politiske kultur, hvor alle hele tiden skal stå til regnskab, som skaber et miljø for dårlige data«.
Giv mig en potentiale-alarm
Ifølge Klaus Høyer har mange politikere i dag et nærmest religiøst forhold til data: De tror, data kan løse alverdens problemer, men de færreste undersøger, om det passer.
Det er i en nøddeskal: I forsøget på at blive mere og mere datadrevet og gennemsigtige, risikerer vi at producere dårligere og dårligere data
»Det lyder jo som lutter evidens og forskning, når nogen siger, at noget er datadrevet. Men sandheden er, at mange forholder sig til data, som de forholder sig til et trossystem. De ved reelt ikke, om det har en effekt, men det skaber mening i deres tilværelse, så derfor fortsætter de med at tro på det«.
Data er den nye Gud i sundhedsvæsenet?
Skriv kommentar