Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Er det virkelig en kommunal opgave at opdrage børn med særlige behov via paragraffer, der handler om økonomisk tilskud?, spørger folketingskandidat for Venstre Karina Rohrberg jessen i dette indlæg.
Foto: Finn Frandsen

Er det virkelig en kommunal opgave at opdrage børn med særlige behov via paragraffer, der handler om økonomisk tilskud?, spørger folketingskandidat for Venstre Karina Rohrberg jessen i dette indlæg.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvorfor må Anton ikke cykle?: Kommunernes »grænsesøgende afgørelsespolitik« skal stoppes

Alt for mange forældrene til børn med særlige behov oplever, at samarbejdet med det offentlige er en yderligere belastning og ikke den hjælpende hånd, som ellers er servicelovens intention.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

’Alle børn cykler’ hedder en kampagne, som Cyklistforbundet kører hvert år i september. I Aalborg kan kampagnen næste gang hedde ’Næsten alle børn cykler’, for Anton cykler ikke.

Han vil ellers gerne, og han kan også godt, men han har ikke nogen cykel. Anton har nemlig en sjælden muskelsygdom og har derfor brug for en specialcykel, men den vil kommunen ikke dække merudgifterne til.

Det kan kommunen ellers godt. I Ankestyrelsen er der truffet en principafgørelse, der slår fast, at det må anses som almindeligt for børn uden handikap at komme rundt på cykel i fritiden, og at en specialcykel til et barn med handikap derfor er en nødvendig merudgift, der kan bevilliges under paragraf 41. Den afgørelse kunne Aalborg Kommune med fordel læne sig op ad.

Men i Aalborg griber kommunen det anderledes an. I afgørelsen til familien skriver sagsbehandleren bl.a., at man er »bevidst om normaliseringsprincippet, herunder at Anton får mulighed for at leve så normalt som muligt til trods for hans nedsatte funktionsniveau«. Og det er jo et godt udgangspunkt, hvis man vil hjælpe en 7-årig, der bare gerne vil ud at cykle med sine venner.

Kampen om en cykel til Anton er næppe den sidste kamp, familien kommer til at kæmpe og det er helt urimeligt, at systemet bringer forældrene i en yderligere udsat position

Overraskende nok slutter passagen sådan her: »det vurderes nødvendigt, at Anton bevidstgøres omkring de konsekvenser hans nedsatte funktionsevne har for ham samt hvilke begrænsninger det kan medføre«.

Med andre ord: Ingen arme, ingen småkager – det må I som forældre lære Anton at forstå.

Det får mig til at spørge, om det virkelig er en kommunal opgave at opdrage børn med særlige behov via paragraffer, der handler om økonomisk tilskud. Afslaget fra Aalborg Kommune ligger langt fra servicelovens intention om at hjælpe børn med et handikap til at leve et liv så tæt på det normale som muligt. Det er ikke kommunens opgave at vurdere, om familien har fundet den mest optimale løsning på et bestemt behov.

Deres opgave er udelukkende at vurdere, om en specialcykel er en nødvendig merudgift. Og så er vi tilbage ved Ankestyrelsens principafgørelse: Det er det!

Socialministeren har oprettet en tørresnor, hvor kommunernes ’fejlprocent’ i deres afgørelser på handikapområdet offentliggøres. Fejlprocenten udregnes ud fra, hvor mange sager Ankestyrelsen sender tilbage til kommunen, fordi kommunen ikke lovligt kan give afslag på det ansøgte. Når fejlprocent her er skrevet i anførselstegn, er det, fordi man kan sætte spørgsmålstegn ved, om der er tale om fejl.

Advokatrådet har i en rapport kaldt kommunernes praksis for »grænsesøgende afgørelsespolitik«. Det kan oversættes til afgørelser, hvor borgeren efter al sandsynlighed vil få medhold i en ankesag. Problemet er, at kommunen ikke på nogen måde straffes for at søge grænser – de sparer tværtimod penge i de måneder, sagsbehandlingen i Ankestyrelsen tager.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I 2016 var Ankestyrelsens omgørelsesprocent på børnehandikapområdet 46 pct. – den allerhøjeste gennemsnitsprocent på socialområdet. Trods øget fokus på kommunernes håndtering af sagerne steg tallet til 52 pct. i 2017, og min fornemmelse er, at der ikke er sket en nævneværdig forbedring i 2018.

Med andre ord: Ingen arme, ingen småkager – det må I som forældre lære Anton at forstå.

I den praksis sidder forældre til børn med særlige behov fanget og kæmper en opslidende og ulige kamp. For Lige Vilkår, som er en forening for forældre til børn med særlige behov, har netop gennemført en undersøgelse blandt 500 forældre om bl.a. samarbejdet med kommunen om deres barns/børns sag. Og resultatet er ret nedslående. Hele 82 pct. oplever, at de ikke proaktivt vejledes om muligheder og rettigheder. Det til trods for at retssikkerhedslovens paragraf 5 beskriver, at kommunen er forpligtet til at vejlede og hjælpe i forhold til alle de muligheder, der findes inden for sociallovgivningen eller efter anden lovgivning.

Mere end halvdelen af forældrene oplever, at samarbejdet med det offentlige er en yderligere belastning og ikke den hjælpende hånd, som ellers er servicelovens og retssikkerhedslovens intention.

Kampen om en cykel til Anton er næppe den sidste kamp, familien kommer til at kæmpe og det er helt urimeligt, at systemet bringer forældrene i en yderligere udsat position med lange og opslidende kampe for at opretholde et nogenlunde almindeligt familieliv.

Modstanden mødes ikke i lovgivningen, men i måden, lovgivningen forvaltes på – der er ikke et eneste socialt problem, som ikke kan løses via serviceloven!

Der er behov for en politisk løsning, hvis den »grænsesøgende afgørelsespolitik« skal stoppes. En mulighed er at sanktionere kommunerne, så de rammes økonomisk, hvis de ikke overholder gældende lovgivning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ved at kompensere forældrene økonomisk for ventetiden ved en ankesag øges kommunens incitament for at træffe lovmedholdelige afgørelser frem for at trække i langdrag og komplicere. Og så kan forældre til børn med særlige behov igen bruge tiden på at være forældre. Ikke sagsbehandlere, ikke advokater, ikke tovholdere. Bare forældre.

Anton er et opdigtet navn. Hans rigtige navn er redaktionen bekendt.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden