Politiken kårer hver dag, hvem der har haft en god dag – og hvem der har haft en dårlig dag.

En god dag for hud og en dårlig dag for Pelosi

Lyt til artiklen

En God Dag for ...

Hud. En del amerikanere har det stramt med det nøgne look, ikke mindst hvis der bliver vist krop i den bedste af alle sendetider: finalekampen i amerikansk fodbold, Super Bowl. I 2004 udløste det ’Nipplegate’, da Justin Timberlake midt i pauseshowet kom til at hive i Janet Jacksons kjole, så man kunne se hendes ene brystvorte. Jackson må stadig ikke underholde Super Bowl-seerne, men i år gjorde brystvorterne comeback. Der var hele to af dem, og de sad på Maroon 5-forsanger Adam Levines bare bryst. Han var vistnok elendig, men dog halvnøgen. Det får nu mange til at spørge, hvorfor den ene brystvorte er bedre end den anden, men mon ikke bare det er frisindet, der har indfundet sig midt i årets kamp for mænd i tights og hjelm?

En Dårlig dag for ...

Nancy Pelosi. Demokraternes jernlady bliver kaldt mange ting, ikke det hele er pænt, og nu kan hun føje ’citatfusker’ til samlingen. Den politiske veteran har i mange år smykket sine taler med den her: »Det er en form for tilbedelse at opfylde behov hos Guds skabninger. At sidde disse behov overhørig er at vanære den Gud, der skabte os«. Hun brugte det senest i denne uge i en tale, hvor hun også sagde: »Jeg kan ikke finde ud af, hvor det står i Bibelen. (...) Jeg ved, det er der et eller andet sted«. Det er det bare ikke. Googler man citatet, findes det kun i Nancy Pelosis egne taler. Så i virkeligheden citerer hun sig selv og låner lidt tyngde i den bog, de fleste af hendes modstandere sætter så højt. Det giver nok ikke flere julekort fra den religiøse højrefløj.

Bo Søndergaard

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her