En gang imellem fortæller jeg mine børn om gamle dage. Altså dengang jeg var barn. Hvor der kun var en tv-kanal, hvor telefonen havde drejeskive, og hvor ordet oliekrise betød, at vi ikke kunne komme til at brænde nok fossile brændstoffer af, fordi nogle luskede sheiker havde skruet benzinprisen i vejret.
Det lyder så underligt i deres ører, at de holder op med at høre efter, det er i ordets egentlige forstand ufatteligt. Men det er ingenting imod deres reaktion, når jeg fortæller om bilturene. Hvordan de fleste voksne røg i bilen, mens min søster og jeg skændtes om, hvem der måtte stå mellem forsæderne og kigge ud ad forruden. Og hvor sikkerhedsselerne bare hang og ... hang uden at blive brugt. Og på bagsædet var der slet ikke nogen seler, det var jo mest børnene, som sad eller lå eller stod der.
