Vores uddannelses- og arbejdsmarkedsinstitutioner opdrager os til at tro, at alle problemer har rod hos os selv. Du kan alene skabe dine gode karakterer og dit imponerende cv samt finpudse den elevatortale, som skal sikre dig en karriere og et godt liv.
De, der så bruger deres arbejdsliv på at gå fra den ene løse ansættelse til den anden, og som det ikke lykkes at lande det faste job med pension og personalegoder, sidder tilbage med følelsen af at have fejlet.