0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Allan Olsen: Vi danskere finder os eddermame i meget. Det er helt ufatteligt, at vi ikke har høtyvene fremme

Konsensussamfundet er den største hindring for, at vi får gjort oprør mod den kassetænkning, der er i gang med at ødelægge samfundet, mener Allan Olsen. Men der er fornuft og frisk luft på vej ind over landet.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Philip Ytournel/POLITIKEN
Tegning:: Philip Ytournel/POLITIKEN
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Et eller andet sted, måske på en losseplads uden for Aarhus, men mere sandsynligt i et udtjent lydstudie i samme by, ligger der en krøllet seddel, som giver Allan Olsen ondt i maven.

På den seddel, nedgriflet i hast med en indspilning for øje, står halvanden sætning, som sangskriveren ikke kan huske, og som udgør den perfekte overgang i teksten til sangen ’Taberens søn’. De helt rigtige ord på det helt rigtige sted. Et unikt værk.

Sangen handler om en dysfunktionel familie i et juleskænderi, og Olsen skrev den til Dalton, gruppen, han udgør sammen med Johnny Madsen og Lars Lilholt. Men da en smagsprøve på sangen var blevet indspillet, rystede Madsen og Lilholt på hovedet; den skulle de altså ikke have med på pladen, og siden forsvandt både den enestående optagelse af sangen og den sammenkrøllede seddel.

»Computeren var under udbredelse, og jeg havde hørt fra folk, at med computeren ville alt leve evigt. Naiv som jeg var, troede jeg, at det betød, at hvis jeg havde skrevet noget på den, kunne jeg sådan set smide computeren i havnen, og så ville det stadig eksistere et eller andet sted. Men sådan virker det jo ikke. Jeg havde skrevet den på computer, men jeg havde ikke printet den ud. Jeg havde kun den lap, jeg havde med i studiet. Tidligere havde jeg møjsommeligt skrevet mine færdige sange ind på A4-ark i fin kvalitet og gemt dem i mapper. Men det var jeg blevet for fin og for hurtig til, og jeg troede blindt på den computer. Når jeg synger ’Taberens Søn’ live, og jeg kommer til det sted i teksten, jeg måtte skrive forfra, giver det et stik i mig, fordi det minder mig om den perfekte tekst, jeg smed væk engang, fordi jeg var en idiot«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter