Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Sune Engel Rasmussen
Foto: Sune Engel Rasmussen
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Mellemøstkorrespondent: Man kan ikke dokumentere den afghanske virkelighed fra Rådhuspladsen eller sit safe room i Kabul

For få journalister kommer til Afghanistan, og diplomaterne lukker sig inde i en lille boble i Kabul. Det er et problem for vores viden og forståelse for landets situation, siger Sune Engel Rasmussen, som er den danske journalist, der har boet og arbejdet længst tid i Afghanistan.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Skud flænser nattens stilhed og vækker de ansatte på en europæisk ambassade i Kabul. De kaster sig alle lynhurtigt ud i de sikkerhedsprocedurer, de har terpet, alt imens panikken vokser. De ender siddende i sikkerhedsrummet, grædende, i komplet radiostilhed, som de formoder skyldes, at sikkerhedspersonalet er travlt optaget af et angreb.

Men i virkeligheden sidder sikkerhedsfolkene dybt betaget af den cricketkamp, hvis sejr har udløst de entusiastiske skud i gaden. Der er ingen fare, kun stor fest.

Episoden har Mellemøsten-journalisten Sune Engel Rasmussen fået genfortalt af bekendte på den pågældende ambassade i Kabul. Han gengiver den i sin nye bog ’Nyt blod – portræt af Afghanistans generation 9/11’, fordi han mener, den siger noget om en Kabul-expat-boble, der er ude af kontakt med det samfund, der omgiver den.

»Vi har ambassadører og diplomater, som slet ikke må bevæge sig. Ingen af de danske ambassadører, der var der i min tid, måtte komme hjem til mig og grille. Jeg boede i det hus i tre år. Min kone og jeg holdt fester og brunch på græsplænen, havde en hund og kyllinger i haven, og ambassadøren måtte bare aldrig komme på besøg. Han ville ellers gerne«, siger Sune Engel Rasmussen.

Hvilke konsekvenser har det, at expats mures inde, mens få journalister kommer til landet?

»Det betyder, at man kun ser et meget snævert udsnit af virkeligheden. Hvis man som journalist for ensidigt bruger militæret eller politikerne som sandhedsvidner, risikerer man at dække krig, som om det var en fodboldkamp. Der er ’vores drenge og piger’, og så er der de onde. Og man kan vinde eller tabe. Man kan ikke få de mange nuancer med fra en krig, som den i Afghanistan, uden at bevæge sig ud mellem afghanerne. Og de diplomater, som sidder og sender rapporter hjem, gør det på et ligeledes meget begrænset grundlag«, siger Sune Engel Rasmussen.

Men er det ikke reelt nok, at der er farer at tage hensyn til?

»Jeg vil ikke negligere faren. Men Kabul er ikke en krigszone. Rejsen dertil er ikke for alle. Men jeg har talt med mange udsendte diplomater og organisationsfolk, som er under sikkerhedsrestriktioner, som de selv vil sige er overdrevne. Jeg har også talt med folk fra vestlige ambassader og fra den danske, som godt vidste, at de var enormt begrænset af sikkerhedsregler, og var frustrerede over det«, siger Sune Engel Rasmussen.

Jeg har talt med mange udsendte diplomater og organisationsfolk, som er under sikkerhedsrestriktioner, som de selv vil sige er overdrevne

I sin bog følger han blandt andet de to brødre Vahid og Abolfazl Vaziri, som udvises fra Danmark og blive sendt tilbage til et meget usikkert liv i Afghanistan. Han mener, at det er problematisk, at ambassadefolk sidder og skriver indberetninger på skrøbelige grundlag, som er med til at give politikerne herhjemme det billede, de tager beslutninger på baggrund af.

»Jeg har talt med gode ambassadefolk, som godt vidste, at de sad og sendte rapporter hjem, som selvfølgelig ikke kunne skildre den reelle afghanske virkelighed, fordi de sendte dem fra bunkeren nærmest. Hvis man fra bunkeren er med til at danne et billede af, at det er okay at sende to skrøbelige brødre tilbage, er det problematisk«, siger Sune Engel Rasmussen.

De to brødre blev sendt tilbage til Afghanistan i juni 2015, til trods for at psykiatere advarede om, at begge brødre led af traumer og angst. Humanitære eksperter protesterede, og International Organization for Migration, som ellers giver assistance til frivillige hjemsendelser, afviste helt at have noget med sagen at gøre, da de mente, hjemsendelsen var uforsvarlig.

Da Sune Engel Rasmussen møder Vahid Vaziri, er han blevet væk fra lillebror Abolfazl. Han finder ham død kort tid efter.

»Det virker, som om man i disse hjemsendelsessager zoomer ind på en lille detalje, som for eksempel at Vahid måske var 19 år frem for de 17 år, han havde oplyst. Så kommer det til at handle om det frem for om en reel bedømmelse af den hverdag, de vil møde, hvis de sendes tilbage«, siger Sune Engel Rasmussen.

Selv har han rejst over det meste af Afghanistan, fra han rejste dertil i 2014 og de følgende tre år. I sin bog følger han især tre afghanere, som repræsenterer forskellige sider af det afghanske liv.

En ung mand, der slutter sig til Taleban, en ung kvinde, der kæmper for sin plads i et voldeligt ægteskab, og en ung mand af den shiamuslimske hazara-minoritet, der slutter sig til den afghanske hær, men ender med at forlade Afghanistan for i stedet at kæmpe for Bashar al-Assads militser i Syrien.

Er det ikke bare dig, der er lidt for lidt overmodig, når du bevæger dig rundt?

»Jeg vil helst ikke fremstå som sådan en hovedløs læderhals eller adrenalinjunkie. Jeg tror, at jeg har en meget realistisk vurdering af farerne ved at leve og bevæge sig i Afghanistan«, siger han og understreger, at den virkelige historie skal fortælles bredere, end den kan fortælles fra Kabul.

»Hvis man murer sig inde og kun taler med de afghanere, der allerede er en del af en lille elite i Kabul, så får man en meget lille del af virkeligheden. Der kommer mange seje aktivister på ambassaderne, men det er den samme klike. Det er dem, som klarer sig godt på internationale konferencer og taler engelsk. Det er en lille skare, som har stået på den liste, diplomaterne får, når de ankommer, de seneste 15 år. Det ved jeg, for jeg fik selv den liste«, siger Sune Engel Rasmussen.

Journalister er vel påpasselige ud fra lignende restriktioner fra baglandet som dem, disse expats oplever. Er det ikke fair nok?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg er ikke ude på at sige, at danske medier ikke skal passe godt på deres journalister. Vi har set danske journalister komme slemt til skade i krigszoner. Men danske medier kan godt tage lidt flere risici, end de gør nu og stadig rapportere forholdsvis sikkert. Jeg har været heldig nok at arbejde for redaktører, som stolede på min vurdering af, hvornår en opgave var sikker, og hvornår den var for farlig. Jeg boede i Afghanistan i tre år, og efter at DR’s Philip Khokhar rejste i 2015, var der ikke en eneste fastansat dansk journalist, der kom forbi. Der var et par freelancere og en dokumentarist her og der, men de arbejdede uden den vitale støtte, som fastansatte får, eksempelvis i form af sikkerhedsudstyr og forsikring. Der var endda et historisk valg, mens jeg var der, og ingen kom for at dække det, fordi der havde været en en bølge af angreb op til«, siger Sune Engel Rasmussen.

Han understreger, at journalisterne har en anderledes rolle i krig og konflikt end militæret, som har en klar agenda, og det samme har politikere, og det efterlader journalisterne alene tilbage til at dække den nuancerede virkelighed, siger han.

»Afghanistan er en langsom krig, der gentager sig. Det gør den svær at dække på en måde, som bliver ved med fænge læserne, men vi er nødt til at prøve. Landet er i krig, men hele Afghanistan er ikke en krigszone. Den største fare for journalister er at blive kidnappet«, siger Sune Engel Rasmussen.

Det lyder heller ikke som noget, man har lyst til at blive ...?

»Nej, det er ikke for sjov – jeg kender folk, der er blevet kidnappet. Det er noget, man skal tage sine forholdsregler mod, men det kan man også godt langt hen ad vejen. Det bliver igen et spørgsmål om at kende landet og kulturen ordentligt. Jeg vil påstå, at alle de journalister, der har arbejdet i landet over en længere periode de sidste fem år, vil sige som jeg, at de forholdsregler kan du godt tage. Men det er ikke kun et Afghanistan-problem, det her, udlandsjournalistik halter generelt gevaldigt herhjemme«, siger Sune Engel Rasmussen.

Afghanistan er en langsom krig, der gentager sig. Det gør den svær at dække på en måde, som bliver ved med fænge læserne, men vi er nødt til at prøve

Han mener også, at det er en udbredt misforståelse, at man skal ud til krigens front for at forstå den:

»Det, man lærer ved frontlinjen, er, hvordan en krig ser ud. Hvordan det ser ud, når et menneske rammes af kugler eller træder på en landmine. Noget af det, der virkelig blev klart for mig, da jeg var ved fronten, var, at dem, der faktisk udkæmper krigen, er 18-20-årige knægte. Det vidste jeg godt, men jeg forstod ikke, hvordan det så ud. Men du kan sagtens lave historier om, hvad krig gør ved et samfund, og hvordan en befolkning forholder sig og indretter sig under en krig. Det lærer du ved at vende dig rundt og tale med de folk, som har levet under en konstant trussel i snart fire årtier«, siger Sune Engel Rasmussen.

»Den støtte, der lokalt er til en gruppe som Taleban, forstår man kun ved at tage ud i landdistrikterne og igen og igen høre almindelige afghanere sige: »Jeg er ligeglad med, hvem der tager magten, jeg vil bare gerne have noget fred. Nu har Taleban taget styringen, og det betyder, at basaren er genåbnet, og jeg kan lade min motorcykel stå uden at den bliver stjålet««, siger han.

»Barren er lav. Selvfølgelig har mange større håb for samfundet, men det er forståeligt først og fremmest at ønske fred, før man kan drømme større. Den tankegang er man nødt til at forstå for at forstå afghanerne og forstå, hvordan Taleban stadig kan have så stort indflydelse«, siger Sune Engel Rasmussen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Grundig viden om landet er det lige så vigtigt for myndighederne at prioritere at komme ud af sikkerhedsrummet for at dokumentere, mener han. Han ser, at en af de store misforståelser i forhold til hjemsendelser er, at når man vil sende sådanne folk hjem, og det er for farligt i deres hjemprovins, så kan de bare flytte til et andet sted i Afghanistan.

»Sådan fungerer det afghanske samfund ikke. Du kan ikke få et arbejde et sted, hvor du ikke har noget netværk. Uden et arbejde er det meget svært at være i sikkerhed, både økonomisk og fysisk, selv om det ikke er et Taleban-område. Det, at du ikke kan få et arbejde derhjemme, er måske ikke belæg for at lade folk blive. Men i Afghanistan er økonomisk og fysisk sikkerhed meget tæt forbundne«, siger Sune Engel Rasmussen.

Hvorfor er det så vigtigt, at danskerne får viden om Afghanistan?

»Verdensbegivenheder er også vigtige for danskere. Det, der sker i verden, får konsekvenser for os herhjemme, og det, Danmark gør i verden, har konsekvenser for andre. Det skal vi rapportere og orientere os om. Jeg tror også, at viden om verden og andre kår og kulturer er den direkte vej til menneskelig empati. Og i Afghanistan, mere specifikt, er vi nødt til at erkende og lære af de fejltagelser, Danmark og andre vestlige lande har begået, hvis vi skal undgå at gentage dem, næste gang Danmark drager i krig«, siger Sune Engel Rasmussen.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Marie Hald/moment Agency

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: De tykke kvinders frihedskamp
    Fik du hørt: De tykke kvinders frihedskamp

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om tykke kvinders frihedskamp.

  • Maud Lervik

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Nattesøvn er det nye statussymbol
    Fik du hørt: Nattesøvn er det nye statussymbol

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om vores nattesøvn.

Forsiden