Kampmissionen i Afghanistan er slut. Danmarks blodigste krig i 150 år har kostet 43 soldater livet. Hundredvis af veteraner lever uden arme og ben, og et endnu større antal er ramt af PTSD. Forfatteren Carsten Jensen mener, at vi døde forgæves for at dække over politikernes løgne og forfængelighed. I Politiken fremstiller han krigen som en sommerlejr for »unge, eventyrlystne mænd (...), hvor de uden alt for store personlige risici kan skyde løs på dårligt udrustede repræsentanter for lokalbefolkningen«.
Det er ikke første gang, jeg oplever den holdning til os, der kæmpede i Afghanistan og Irak. Især blandt veluddannede danskere er der en lettere nedladende tendens til at se os menige soldater som umodne drenge, der ikke vidste, hvad vi indlod os på. Den underliggende morale er, at de virkelige skurke er de politikere, der sendte os i krig, og at vi derfor er en slags ofre på linje med afghanerne og irakerne.
Mindesmærket var praktisk indrettet med rigelig plads til de kommende navne. På mit halve år kom der otte nye
Jeg kan ikke tale på vegne af alle veteraner, og jeg vil ikke påstå, at alle soldater, der har tjent i Afghanistan eller Irak, var reflekterede over missionen eller retfærdigheden i vores sag. Det var heller ikke vores opgave. Modsat klassen af politikere og journalister, der lever af deres tanker og ord, er soldater, især de menige, et praktisk folkefærd. I civiliserede lande overlades beslutninger om krig og fred til politikerne og i sidste ende til vælgerne. Det skriver jeg ikke, fordi jeg ikke vil vedstå mit ansvar. Som tusindvis af andre unge danske mænd og kvinder valgte jeg at affyre mit våben mod fjenden.
Jeg var udsendt til Helmandprovinsen som konstabel og menig soldat. Hvad end argumentet for krigen var, så var jeg og mine kollegaer ikke ofre, der lod os forlede. Vi kendte udmærket til risikoen. Der blev i gennemsnit dræbt 10 danskere om året i Afghanistan, og antallet af invaliderede steg, i takt med at Taleban blev dygtigere til at bruge vejsidebomber. Briternes tab var endnu værre. På det tidspunkt blev en tredjedel af al britisk donorblod brugt på felthospitalet i Bastion, hvor man foretog amputationer tre gange om ugen. Jeg tror ikke, at mange af os kan genkende Carsten Jensens beskrivelse af krigen som værende uden stor personlig risiko.
For præcis fem år siden stod jeg tavs med nogle af mine daværende kollegaer i en lille rundkreds. Det var sen eftermiddag, og stemningen var helt i bund. Vi havde netop fået at vide, at Hoffmann var død, og flere af svendene fra Bravo-kompagniet var hårdt såret. Hoffmanns jülkat var kørt på en vejsidebombe oppe på vestsiden af Helmandfloden. Jülkat er bornholmsk for pindsvin og var, hvad vi kalder vores pansrede HMMWV-jeeps. Vi var en uge inde i vores sidste større mission, og ud af 150 deltagende soldater havde vi allerede 15 sårede og nu også 1 dræbt. Solen gik langsomt ned, og vi kastede lange skygger over Helmands månelignende ørkenlandskab. Vi skulle hjem måneden efter.
Det var ikke første gang, vi stod en lille gruppe i tavshed og delte følelsen af sorg, vrede og afmagt. Fem måneder tidligere havde vi på vores første dag i Helmand fået nyheden om, at tre husarer fra Slagelse var blevet dræbt samme dag. Efter fjorten dage dernede mistede Larsen fra mit rekruthold begge ben, da hans jülkat kørte på en vejsidebombe. Siden blev Bloch og Ebert dræbt. De var fra livgarden, og jeg kendte dem ikke. Men Westy og KP var ligesom Hoffmann bornholmere som jeg, og deres død ramte hårdt.
I Camp Bastion stod et mindesmærke med navneplader for de faldne danskere. På toppen var et kors lavet af sammensvejsede patronhylstre. Mindesmærket var praktisk indrettet med rigelig plads til de kommende navne. På mit halve år kom der otte nye.
Som soldat i Afghanistan var død og lemlæstelse nærværende. Før vi tog af sted, havde vi alle skrevet vores testamente og taget stilling til, hvordan vi skulle begraves. Om der skulle være kaffe bagefter, og hvilke sange der skulle synges. Dernede gik kammerater på patrulje og forsvandt. Nogle kom tilbage ugen efter og spillede smarte med deres skader, mens vi så beundrende til og klappede dem på skulderen. Andre kunne man møde hjemme i Danmark i kørestol og på Rigshospitalets øverste etage pakket ind i gips og med skaldede pletter der, hvor kirurgen havde åbent kraniet.
Så var der dem, der forsvandt for altid. Så kunne man tænke tilbage på den sidste samtale. Brok over småting og dårlige vittigheder. Hverdagssnak blandt soldater, der keder sig.
Endelig var der dem, der kom hjem uden sår, men tog krigen med i sindet. Dem man ikke længere ser til daglig, men som man hører om i forbindelse med selvmord, hjemløshed og forliste ægteskaber.
Når en soldat blev ramt, hørte vi om det i form af en ’nine-liner’ – ni punkter, der beskrev skadens omfang og soldatens identitet. Om det var skudsår eller en eksplosion. Antallet af bortsprængte lemmer og soldatens tjenestenummer. Var tjenestenummeret højt, var det en af os konstabler. Det var det for det meste.
Jeg var selv uddannet som sygehjælper. Dem, der hedder medic’s i krigsfilm. Det var min opgave at yde førstehjælp til de sårede, så jeg kendte udmærket til effekten af de våben, både vi og fjenden brugte. Jeg vidste, hvordan lufttrykket fra eksplosioner punkterer indre organer, og hvordan geværprojektiler splintres, når de trænger ind i kroppen, så stumperne sammen med bensplinter tumler rundt. Jeg plejer at sige, at jeg havde en nem udsendelse. Jeg var ikke i kampføling lige så ofte som mange andre, og vi tog aldrig tab i de kampe, jeg deltog i, så jeg så aldrig dræbte eller sårede kammerater. De gange jeg fik blod på hænderne, var det afghansk. Men nemt er relativt. Mange oplevelser havde jeg gerne været foruden.
Jeg blev venner med en britisk korporal, der hed James. Jeg genså for nylig James i DR’s programrække ’Min krig’, hvor han blev sprængt i stykker for rullende kamera. Mig og James jokede ofte med, at briterne oftere blev sprængt i luften end danskerne, og bagefter var det underligt, at de ord skulle blive de sidste imellem os. Afghanistan var heldigvis også meget mere end død og ødelæggelse. Godt kammeratskab og et land, der var smukt på sin egen grusomme måde. Men risikoen var særdeles personlig.
Jeg skriver ikke det her, for at nogen skal have ondt af os. Tværtimod er medlidenhed det sidste, nogen af os ville ønske. Vi gjorde det frivilligt, bevidst om faren. Vi gjorde det for eventyret, kammeratskabet eller pligten over for fædrelandet. Selv om vi så ens ud i uniform, var vi forskellige mennesker med forskellige bevæggrunde. I sidste ende gjorde vi det, fordi det var vores arbejde. Folketinget kunne også have sendt os til Månen, og vi ville have pakket vores rumraketter.
I debatten om Afghanistan bliver vi menige soldater ofte fremstillet som umodne, eventyrlystne drenge, der tror, krigen er et Xbox-spil. Knægte, der keder sig i deres provinsbyer og slår tiden ihjel med computerspil, strippere og druk. Store børn, der dræber med samme lethed, som vi trykker på keyboardet hjemme i lædersofaen. Det er f.eks. sådan, Carsten Jensen rimelig konsekvent fremstiller os i sine debatindlæg og i sit skuespil ’En dag i Helmand’. Som en flok skydegale teenagere manipuleret af kyniske officerer og en dæmonisk Anders Fogh.
Jeg er godt klar over, at det kan virke provokerende, at nogle soldater drager i krig og slår mennesker ihjel uden at være synderlig interesseret i baggrunden
Jeg kender godt den arketype, Carsten Jensen beskriver. Som alle andre arketyper findes han, og han kan stadig ikke finde Afghanistan på et kort. Der var også racister og dumme svin i hæren. Andre brugte tid på at spekulere over meningen med det hele. Der var også nogle, der var flinke og ret normale. Vi var faktisk som enhver anden dansk arbejdsplads. Ligesom et byggesjak snakkede vi nogle gange politik i pauserne, men gik til opgaven uden de store overvejelser om dansk boligpolitik og fremtiden for byggebranchen.
Jeg er godt klar over, at det kan virke provokerende, at nogle soldater drager i krig og slår mennesker ihjel uden at være synderlig interesseret i baggrunden. Anden Verdenskrigs rædsler har lært os en sund skepsis mod blind lydighed, og undskyldningen med, at man bare fulgte ordrer, reddede ikke nazisterne fra galgen. Men ideen om, at soldaterne i et demokrati selv skal tage stilling til, om de vil i krig, er en dårlig idé. Vi skal ikke sætte os over Folketinget, og så længe vi overholder krigens love, er det vores job at udøve fællesskabets vilje – akkurat på samme måde som alle andre offentligt ansatte danskere.
Vægrer jeg mig ved at indrømme, at krigen i Afghanistan var en fiasko? At jeg har spildt en anselig del af mit liv i uniform og har mistet gode kammerater og kollegaer i en meningsløs krig? Det er langtfra tilfældet.
Skriv kommentar