I Danmark er det ganske almindeligt at tage et lån. Faktisk er vi det mest gældsatte folkefærd blandt OECD-landene, og lidt over 200.000 danskere er registrerede som dårlige betalere i RKI (Ribers kredit information).
»I Danmark har vi det, man kan kalde en gældsfinansieret vækst. For at holde de økonomiske hjul i gang i samfundet, bliver borgerne opfordret til at låne penge og holde forbruget oppe. Man kunne forvente, at vores stærke velfærdsstat tog hånd om de risici, der er forbundet med at optage gæld, men det mener jeg ikke, at systemet gør«, siger Benjamin Schwarz. Han er Ph.d.-studerende og undersøger gennem interviews og observationer hos gældsrådgivninger, fogedretten, skifteretter og inkassofirmaer, hvordan det er at kæmpe med gæld.

