Havneplads U11 på Skovshoved Havn er tom.
For et øjeblik siden lå en 43 fod lang sejlbåd fortøjet til kajkanten. Her var venner, familie og kollegaer fra it-miljøet stimlet sammen for at vinke farvel til besætningen og kaptajn Mads Tofte, der tidligere i år forlod jobbet som rektor på IT-Universitetet efter 20 år på posten.
»Jeg har arbejdet for samfundet i rigtig mange år, men jeg vil ikke længere arbejde for et land, der ikke tillader min datter at sætte sin fod her. Så nu sejler jeg af sted«, lød det i den 60-årige kaptajns afskedstale, der blev holdt fra stævnen af skibet.
Efter at Mads Tofte og hans kone, Joan Campbell-Tofte, i mere end tre år forgæves har kæmpet med de danske myndigheder om at få deres nigerianske adoptivdatter, Favour, til landet, har den nyslåede skipper besluttet at drage i frivillig landflygtighed.
