Et meritokratiets triumftog var det, da Danmarks til dato yngste statsminister i slutningen af juni udpegede Danmarks til dato yngste og i nyere tid opsigtsvækkende kønsmæssigt skæve regering. Det var i hvert fald sådan, det blev udlagt på de sociale medier, da jeg i den anledning lavede en kort beregning af faldet i andelen af kvindelige ministre som konsekvens af regeringsskiftet.
Den afgående statsminister havde 12 mandlige og 9 kvindelige ministre. Mette Frederiksen har som bekendt udpeget 13 mænd og 6 kvinder. På nær en enkelt af Poul Nyrup Rasmussens regeringer skal man helt tilbage til Anker Jørgensen for at finde socialdemokratisk ledede regeringer med så lav en andel af kvinder på ministertaburetterne. Men det er et moderne tabu at pege på, at kvinder mangler i den danske offentlighed. Man bliver mødt med voldsomme reaktioner og en kaskade af ’argumenter’, der fortjener et eftersyn.
