Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Denne artikel er en gave fra Ibrahim Sharif. Som Politiken-abonnent kan du ubegrænset dele artikler med dine venner og familie.
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Nima Taheri
Foto: Nima Taheri

Partileder Jonas Holm mener, der er brug for et borgerligt-liberalt parti med grøn omstilling som altoverskyggende fokus.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Nyt liberalt parti vil gøre blå blok grøn, men: Vi er egentlig helst fri for at komme i Folketinget

Grøn Kurs vil sørge for, at en fremtidig borgerlig-liberal regering sætter grøn omstilling øverst på dagsordenen. Vejen dertil går gennem skatter, afgifter og regulering, og de er parate til at give kald på liberale værdier.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Mette Frederiksen (S) har, siden hun fik overdraget nøglerne til Statsministeriet, surfet gennem landet på en grøn bølge.

Folketingsvalget 2019 blev af medier og politikere døbt ’klimavalget’. En bindende klimalov er efter sigende på trapperne, mens regeringen har ytret et klart ønske om at reducere udledningen af CO2 med 70 procent inden 2030.

Som en symbolsk start har de indført ekstra afgifter på plastikposer, mens støttepartiet SF i finansloven vil foreslå at omlægge 200.000 hektar landbrugsjord til skov.

Grøn omstilling er tilsyneladende i høj kurs, og det er jo skønt. Men det kommer oven på fire år med en Venstre-ledet regering, »som fuldstændig har siddet på hænderne i forhold til den grønne omstilling, og det må for alt i verden ikke ske igen«.

Kritikken kommer fra den 46-årige partileder Jonas Holm. Han mener, der er brug for et borgerligt-liberalt parti med grøn omstilling som altoverskyggende fokus. Eller »en grøn brik i en blå regering«, som han siger.

Men det parti fandtes ikke, så derfor tog Jonas Holm sagen i egen hånd, da han få uger efter folketingsvalget stiftede Grøn Kurs. Et parti, der tror på det frie marked, på folks personlige frihed, på en stram udlændingepolitik, og som har grøn omstilling allerøverst på dagsordenen.

»Lige nu er der sådan set rigeligt fokus på grøn omstilling – man kan måske sætte spørgsmålstegn ved regeringens økonomiske ansvarlighed – men vores tankegang går ud på, at sikre, at den kurs, den nye regering har sat, også bliver videreført efter næste valg«, siger Jonas Holm.

Skal holde en Venstre-regering i ørerne
Vi møder ham foran hans arbejdsplads, hvor han holder klar i sin grønfolierede Tesla Model 3, som han har lovet at give en tur i.

»Grøn Kurs – Den grønneste bil er den elbil, du deler«, står der med fed hvid skrift på siden.

Bilen er, ud over at være Jonas Holms private bil, også partiets kampagnebil. Derudover lejer han den ud via GoMore og sin egen hjemmeside Lejmintesla.dk. Bilen, siger Jonas Holm, er det perfekte symbol på, hvad Grøn Kurs står for.

Partiet håber på at komme i Folketinget efter næste valg og sigter efter at blive fornuftens grønne stemme, der sørger for, at en eventuel borgerlig-liberal regering hele tiden har klima og grøn omstilling øverst på dagsordenen.

»Hvis magten skifter tilbage, kunne man godt forestille sig et scenarie uden Grøn Kurs, hvor en Venstre-ledet regering ville være tilbøjelig til at lave politik med Dansk Folkeparti og måske Nye Borgerlige. Vi vil sikre, at en borgerlig-liberal regering bliver en grøn borgerlig-liberal regering, som fokuserer på at lave flertal hen over midten med de grønne partier«.

Er Grøn Kurs’ ypperste formål i virkeligheden at være støtteparti i en Venstreregering, således at de ikke behøver mandater fra DF eller et andet parti, der ikke vægter grøn omstilling særlig højt?

»Det er ikke det ypperste formål. Det er at komme ind uafhængigt af, hvem der har regeringsmagten, og sikre, at vi får fremmet den grønne omstilling på en økonomisk ansvarlig måde. Men det er rigtigt nok, at det er et væsentligt formål at trække en fremtidig borgerlig-liberal regering i en grøn retning og reducere afhængigheden af Dansk Folkeparti«.

Men helt ærligt, er det ikke noget nær umuligt at forene en grøn omstilling med et liberalt økonomisk udgangspunkt?

»Nej, det mener jeg bestemt ikke. Vores raison d’être er, at vi mener, der er brug for et grønt liberalt paradigmeskift, hvor man skal overbevise liberale stemmer om, at det faktisk er i fuld overensstemmelse med den liberale tankegang, som handler om personlig frihed, at indføre afgifter, netop fordi folk skal til at forstå, at de frie markedskræfter ikke tager hensyn til de her omkostninger«.

»Sjovt nok er der næsten ingen liberale, der foreslår, at vi skal fjerne afgifter på benzin og diesel. Og alligevel er de typisk imod afgifter på for eksempel fly, oksekød, cement og så videre«.

Når du udleder CO2, skader du resten af dem, der er på den her planet

Liberale skatter, afgifter og regulering
Partiet har i skrivende stund fået 136 vælgererklæringer. Langt fra de 20.109, de har brug for for at blive opstillingsberettigede. Det hænger ifølge Jonas Holm sammen med, at Grøn Kurs først lige har fået lavet deres vedtægter, fået styr på bestyrelsesposter og oprettet en bankkonto.

Snart lukker partiet op for nye medlemmer, og Jonas Holm fortæller, at han allerede har modtaget talrige ønsker fra folk, der gerne vil deltage. Derfor forventer han stort engagement fra liberale stemmer, så snart de begynder at lave kampagner på sociale medier og blander sig yderligere i debatten.

På jeres hjemmeside skriver I, at I er et socialliberalt parti, hvis primære mission er at »bidrage til en dramatisk acceleration af den grønne omstilling«. Samtidig har I en liberal økonomisk politik. Er I ikke bare Radikale Venstre på nye flasker?

»Jeg kan godt forstå, at man tænker, det er det parti i den nuværende konstellation, som vi minder mest om. Men vi er væsentlig grønnere end de radikale. For få måneder siden var de for eksempel imod flyafgifter. De er selvfølgelig blevet væsentlig grønnere op til valget og i regeringsforhandlingerne, men vi mangler stadig at se deres grønne side i praksis«.

»Vi ønsker desuden at bevare en stram udlændingepolitik og har en klar præference om en borgerlig-liberal regering. Der skulle meget til, før vi ville pege på en socialdemokratisk regering. Det skulle virkelig være en plan B, hvis en borgerlig-liberal regering insisterede på at basere sig på DF og lave symbolpolitik, som vi har set de sidste par år«.

Et af de pejlemærker, I har skrevet ned, er, at »staten skal korrigere markedsfejl, herunder eksternaliteter, såsom forurening og klimabelastning, gennem aktiv regulering, skatter og afgifter«. Det lyder – undskyld mig – ikke særlig liberalt ...

»Der er andre, der giver udtryk for samme forundring og skepsis. Men hvis vi trækker tråde tilbage til John Stuart Mills skadesprincip – at du skal have maksimal frihed til at gøre det, du har lyst til, uden at skade andre – så indebærer det at skade andre jo også de fremtidige generationer. Når du udleder CO2, skader du resten af dem, der er på den her planet«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg skal ikke blande mig i, hvor meget du skal flyve til Thailand, det må du gøre lige så meget, du vil. Jeg skal bare blande mig i, at du skal tage hensyn til, at når du flyver til Thailand, så belaster du klimaet, og det skal du betale for«.

»Folk må sagtens flyve, men kun hvis de har en god grund. Og hvis de ikke vil betale lidt mere for rejsen, så har de nok ikke den helt store grund til at gøre det i første omgang«.

Det lyder som et socialøkonomisk skævt projekt ....

»Jeg vil tillade mig at sætte spørgsmålstegn ved, om det er socialt skævt, fordi det faktisk er de rige, eller rettere sagt de, som spiser meget oksekød og flyver meget, som kommer til at betale mere«.

»Men skulle det nu alligevel vise sig at ramme de mindre rige, bør vi bruge nogle af indtægterne fra afgifterne på at øge en grøn check og eventuelt en miniborgerløn. Det skal kunne betale sig at være grøn, så de, der ikke belaster klimaet så meget, ender med at få lidt mere ud af det, hvorimod de, som har en meget klimabelastende adfærd, får det lidt dyrere«.

Hvordan vil I indføre afgifter, skatter og regulering uden at hæve skattetrykket?

»Vi skal finde områder, som vi gerne vil have mere af, og lette afgiften på det. Det mest oplagte ville være arbejdsindkomst og elbiler. Bare det, at du kommer til at få opkrævet færre afgifter på biler, fordi man går fra benzinbiler, som er højt beskattet, til elbiler, som er lavt beskattet, vil i sig selv også reducere skattetrykket. Det er de to væsentligste områder«.

På kompromis med liberalismen
Selv om partiets grønne politik godt kan vække mindelser om Alternativet eller Radikale Venstre, er der ikke meget Elbæk eller Østergaard at spore i Jonas Holm. Han er iklædt lyseblå skjorte, mørke jeans og sorte sko og kommer lige fra sit job som selvstændig konsulent.

Han har 18 års erfaring fra it- og telebranchen og understreger, at de liberale værdier er en helt central del af partiets politik. Men står han til at få politisk indflydelse, er liberalismen til at gå på kompromis med, så længe den grønne omstilling får gennemslagskraft, erkender han.

»Det er fuldstændig veldefineret for os, at vi er villige til at gå på kompromis med rigtig meget, stort set det hele, bortset fra den grønne omstilling. Vi i partiet er egentlig helst fri for at komme i Folketinget, men vi melder os på banen, fordi vi er bekymrede for, at der ikke er tilstrækkeligt fokus på den grønne omstilling. Det vil sige, at vi vil aldrig nogensinde gå på kompromis med det, det giver slet ingen mening«.

Hvis du sidder i Folketinget, vi nærmer os 2040, og det ikke ser ud til, at vi når de klimamål, vi har sat os for, er du så parat til at indføre forbud i stedet for afgifter på bestemte varer?

»Nej. Det ville ikke være liberalt. Men det er jo de facto et forbud, hvis du hæver afgiften på et kilo oksekød til 100 kroner, som jeg ikke vil afvise. Så kan jeg love dig for, der er nogle, der vil mene, det svarer til et forbud. Men vi ville aldrig nogensinde forbyde det. Det ville være imod vores grundprincip«.

Vi er villige til at gå på kompromis med rigtig meget, stort set det hele, bortset fra den grønne omstilling

Blå bloks Radikale
Selv om vi i Danmark allerede har Alternativet, Enhedslisten, Radikale Venstre og SF, der slår sig op på at være grønne, frygter Jonas Holm ikke, at hans parti kommer til at kannibalisere de andre grønne partier og stjæle deres vælgere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Vi vil primært appellere til Venstre-vælgere, som synes, de er gået på kompromis med deres liberale grundværdier, som er trætte af, at de laver symbolpolitik sammen med DF, og som synes, de er alt for sorte. Derudover har vi ingen særinteresser i hverken landbruget eller i fagforeninger«.

Men når nu det er den grønne omstilling, der er øverst i partiprogrammet, kunne du så ikke få en hurtigere og bredere politisk gennemslagskraft ved at melde dig ind i Alternativet eller Radikale Venstre?

»Nej, jeg kunne slet ikke se mig selv i nogen af de partier. Hele ideen med Grøn Kurs ud over den liberale tankegang er jo netop at gå ind og blive blå bloks Radikale. At blive den spiller, der har de afgørende mandater, som kan sikre aftaler hen over midten«.

»Vi håber på at kunne skabe en grøn blok, hvor vi ligger til den liberale og borgerlige side, så vi er en del af et blåt flertal, men trækker partier som Venstre og Konservative over i en borgerlig grøn blok frem for bare en blå blok«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden