Min mormor var sådan en dame, der havde en hel stak Vagttårnet og Vågn op! liggende på sit køkkenbord. Ikke fordi hun var medlem af Jehovas Vidner, men fordi den mand, der delte dem ud i hendes lille by på Stevns, var så flink, at hun altid bød ham på en kop kaffe. Han efterlod altid en lille stak medlemsblade til hende, og når hun var færdig med at læse sine aviser og ugeblade, bladrede hun i dem, før hun lagde dem pænt i en stak, så vi gæster også havde noget at kigge i.
Mine bedsteforældre var ikke religiøse, men de var selvfølgelig medlemmer af folkekirken, for det var de opdraget til. De talte aldrig nogensinde om religion, og jeg ved ikke, hvordan min mormor fik snoet sig igennem kaffesnakken med den flinke mand fra Jehovas Vidner. De talte nok om vejret eller noget andet, og lige før han gik ud ad døren, hev han sikkert bladene frem, mens han sagde, at dem kunne hun jo kigge i, hvis hun fik lyst.
