Ligegyldige strategier, visioner, pejlemærker, trivselskampagner, missioner, medarbejderseminarer, workshops, taskforces, værdiplakater og lignende påhit fra chefgangen fylder nu så meget i større danske virksomheder, at de reelt forhindrer medarbejderne i at passe deres rigtige arbejde.
Sådan lyder det skarptskårne opråb fra Per Helge Sørensen, der er tidligere embedsmand og strategikonsulent i flere danske ministerier og siden 2013 har optrådt med comedyshowet ’Djøf med løgn’. ’Varmluftsstrategier’ kalder han det vildtvoksende fænomen, som han udfolder i debatbogen ’Varmluftsstrategi for begyndere – hvorfor topchefer blander sig for meget, og medarbejdere skal blive bedre til at sige nej’, der udkommer fra Gyldendal på onsdag.


