Lyt til artiklen
Da jeg steg ud af bilen, var luften stadig tyk af støv og murbrokker. Der var uhyggeligt stille. Eller rettere: Det var mig, der ikke kunne høre noget. Det ringede for mine ører.
De scener, der udspillede sig for mine øjne, et par karreer fra min lejlighed og i gåafstand fra eksplosionens epicenter, var en tyst horrorfilm. Folk, der tumlede forbløffet ud af cafeerne. Blødende hunde på gadehjørnerne. Sammenkrøllede bilvrag begravet under murbrokker. En ung pige henvendte sig til mig, hendes øjenvipper og hår var dækket af støv.
