I denne uge er der Pride i de københavnske gader, hvor vi fejrer mangfoldigheden i Danmark. Alligevel mangler vi fortsat nogle store skridt mod egentlig ligestilling og retfærdighed for LGBTQ-borgerne i Danmark. Det skal være juridisk muligt at være en regnbuefamilie, men den danske lov diskriminerer regnbuefamilier, da den ikke tager højde for andre måder at være familie på, end den traditionelle.
Jeg er selv opvokset i en vestjysk by, hvor der ikke altid blev talt lige pænt om LGBTQ-personer, blot fordi de ikke passede ind i en strukturel og gammeldags forståelse. Ordene bøsse, svans, tøsedreng og meget mere var faste vendinger i skolen og i bylivet. Det kan et moderne Danmark ikke være tjent med. Faktum er, at der bliver set ned på mennesker, som ikke passer ind i de faste bokse. Derfor er der behov for handling fra Christiansborg.

